En personlig skildring af dbio's årskursus

Anja Aakeson, der er FTR og TR-ansvarlig i regionsbestyrelsen, har deltaget i dbio's årskursus. Anja vil gerne dele sine oplevelser fra nogle indholdsrige dage i Kolding med jer:

​Årskurset syntes igen i år at have nogle spændende oplæg på programmet. For AMiR hed det en sund og rask krop gennem hele livet, stressforebyggelse, vidensdeling, håndsprit versus håndvask samt Insite.

Fælles for TR og AMiR var der MED-indflydelse og samarbejde, hvordan optimere vi samarbejdet og opnår de bedste resultater.

TR- En styrket TR- som meningsdanner og organisator.

Nu var det så bare lige sådan, at vi der skulle derover på første dagen, var så uheldige, at det var dagen efter den famøse storm, og skal vi bare sige, at togene ikke lige kørte, som de skulle. Vi skulle have været fremme i Kolding kl. 09.40, vi nåede frem ca. 14.30. Øv, det var ens betydende med, at vi ikke nåede det første indslag, der hed ”En sund krop gennem hele livet” ved Susanne Bauer, Grontnij, som vi ellers havde set meget frem til. Vi nåede heller ikke den første halvdel af indlægget om ”Stressforebyggelse” ved Lars Aakerlund, PP klinikken, så det var svært at følge med i anden halvdel. Men det var meget spændende, det vi nåede at høre om depression og panikangst. Men hans hovedpointer var, at sygemelding er en dårlig ide, specielt ved depression, så hellere være på arbejde i få timer ad gangen. Ved panikangst, skal der sættes ind medicinsk, men også der er en hurtig tilbagevenden til arbejdspladsen, hvor man gradvist får mere ansvar og genoptager arbejdet fuldt ud over en måneds tid, at foretrække.

Senere første dag, var der et foredrag der hed ”Håndsprit og eller håndvask” ved Jakob Torp Madsen, MD, ph.d. Det gik mest ud på at fortælle os, hvor dårlig håndvask er for vores hænder, hvordan det ødelægger de fedtbyggesten, der er med til at beskytte vores hænder, og at vi derfor skal bruge noget fed creme. Jeg havde håbet på at høre noget om, hvad håndsprit gør ved os. Ikke bare ved vores hænder, men også hvordan de spritdampe, vi indånder, når vi spritter hænder, påvirker os. Det kom han ikke med noget svar på. Efterfølgende var der vidensdeling, det var som altid meget populært.

2. dag startede med at Torben Jensen, Organisatorisk chef dbio, introducerede det nye intranet Insite for repræsentanter. Derefter var det tid til, at arbejdsmiljørepræsentanterne kunne stille spørgsmål til Forretningsudvalget. Spørgsmålene var indleveret på forhånd, og der kom mange interessante emner på banen.

Temaet for den fælles eftermiddag for TR og AMiR var MED og samarbejde. Først var der et indlæg af Charlotte Fuglsang, der er direktør for Forebyggelsesfonden. Hun informerede os om forebyggelsespakken, der er udviklet til at forebygge fysisk og psykisk nedslidning. Desuden fortalte hun om en seniorpakke, arbejdspladserne kan søge, som en hjælp til at forbedrer seniormedarbejdernes mulighed for at blive på arbejdspladsen. Derefter var der besøg fra Lolland kommune, både af kommunaldirektøren, HR-chef og teamleder. Lolland kommune har været kåret som årets arbejdsplads, så de må gøre noget rigtigt, og det fortalte kommunaldirektøren Thomas Knudsen om. De er rigtig gode til at bruge deres MED-system, og det er den vej igennem, de har fået opbygget et rigtigt godt samarbejde. Dernæst var der en lille historie fra det virkelige liv ”en tillidsrepræsentants fortælling” ved Per H. Sørensen. Han havde virkelig erfaret, hvor slemt man kan komme i knibe, når man kommer med et forslag, som umiddelbart lyder fornuftigt, for sendt det videre til kommunen, uden først at have clearet det med baglandet og andre organisationer, og hvordan det medførte store konsekvenser for kollegaernes arbejdsdag.

Sidst på dagen var der et oplæg fra dbio-formanden om den kommende overenskomst, samt gode diskussioner om, hvad krav vi ønsker at stille til næste overenskomst og hvad krav vi kan forvente arbejdsgiverne kommer med.

Jeg havde personligt set meget frem til sidste dag, der skulle handle om ”en styrket TR- som meningsdanner og organisator” ved Pil Christensen og Dorte Limbjerg fra FTF. Vi skulle lave netværkskort over, hvem der er gode socialt, meningsdannere, erfarne kollegaer osv. Sådan et netværkskort tror jeg, de fleste TR har i hovedet i forvejen. Der var noget om, hvornår vi kan få fortalt kollegaer om overenskomsten og fagforeningen. Det var et godt indslag. Til sidst var der cases, hvor man to og to skulle være henholdsvis kollega (der f. eks ytrede sig negativt om fagforeningen) og den anden sig selv, som TR. Jeg havde håbet at dette oplæg kunne have givet mig nogle værktøjer til at få større gennemslagskraft som meningsdanner og organisator, det synes jeg ikke helt det ramte.

Det har været dejligt at tilbringe 3 dage sammen med engagerede kollegaer, TR og AMiR.

Anja Aakeson

TR-ansvarlig

Dbio-Sjælland

Tilbage til forsiden

Særligt benyttede sider på dbio.dk