Nyhedsbrev maj 2015

Generalforsamlingen er overstået for snart et stykke tid siden. Vi har fået valgt en ny bestyrelse. Nye i bestyrelsen er Mia Christensen KBA i Aalborg og Anne Marie Pilegaard fra Thisted. Generalforsamlingen gik rigtig godt. Der var som altid stor opbakning, omkring 80 medlemmer havde valgt at bruge en eftermiddag og aften på det.

Af Britta Mølgaard, regionsformand

Vores formand Bert Asbild var til stede på generalforsamlingen, og orienterede om overenskomstforhandlingerne, som netop var afsluttet på det tidspunkt. OK forhandlingerne forløb tilfredsstillende. Der er generelle lønstigninger for næsten hele rammen.

Det betyder at lønnen stiger pr. 1. april, men hvis der er nogen, som ikke har kunnet se det på lønsedlen endnu, så er det også korrekt. Selve teksten til OK-15 var ikke underskrevet af alle parter så betids, at lønnen kunne blive justeret til 1. april. Jeg håber at det er i orden, når vi kommer til udbetaling af maj lønnen, som kommer om et par dage.

Lige nu er der valgkamp i dbio. Der skal vælges 2 næstformænd. Da der er 3 kandidater har der været holdt valgmøder i alle regioner. Kandidaterne kan du læse om i bladet, som kommer en af dagene, men også i det forrige. Jeg vil meget opfordre alle medlemmer til at deltage i dette vigtige valg.

Lige nu er hovedbestyrelsen ved at forberede kongressen, som holdes i starten af oktober. Det er her de delegerede kan komme med forslag til, hvad dbio skal arbejde med det kommende 3 år. Der skal også træffes beslutning om økonomien, og herunder også kontingentets størrelse.

Hovedbestyrelsen skal til Folkemødet på Bornholm. Vi skal ud og reklamere for ”Borgernær Bioanalytiker”. Med det mener vi, at der skal være bioanalytikere tilstede i kommunerne, måske i sundhedscenter, hvor kronikerne har deres gang. Her har de også brug for at blive monitoreret for deres kroniske sygdom. Det kan være diabetes, KOL og andet.

Blodprøvetagning i borgernes eget hjem har også været på tapetet den sidste tid. En evalueringsrapport fra KBA i Aalborg UH har konkluderet, at det er bedre og billigere når bioanalytikere tager disse prøver. Resultatet er, at det nu hjemtages i Aalborg Kommune. Vi følger med i, hvad der sker i de andre kommuner, hvor paramedicinere har opgaven.

Der sker rigtig mange forandringer på vore arbejdspladser for tiden. Laboratoriet i Frederikshavn bliver hovedsageligt et blodprøvetagningssted, samt nogle POCT-analyser og BAC-test. Halvdelen af bioanalytikerne skal nu arbejde i Hjørring i stedet for, hvor også alle analyserne bliver kørt. Noget lignende er ved at ske i Farsø, men det kan jeg komme tilbage til ved en senere lejlighed.

I det hele taget er regionernes økonomi under stort pres, og det gør sig også gældende på laboratorierne.
Måske er det kun begyndelsen. Måske kommer der yderligere strukturændringer når Regionsrådet behandler den nye sygehusplan på sit møde den 23. juni. Her er der flere sygehuslukninger i forslag.

Det er en spændende tid vi kan se frem til.

Særligt benyttede sider på dbio.dk