I Midtjylland mangler der lige nu flere end 50 bioanalytikere

Presset på de biokemiske afdelinger i Region Midtjylland er stort, og lige nu mangler der flere end 50 bioanalytikere til at tage nattevagter og foretage analyser i laboratoriet. Det viser en opgørelse fra dbio-Midtjylland.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist. Præcisering 4. januar: Ordet autorisation slettes.
Regionshospitalet Holstebro

Chefbioanalytiker Karina Willemoes Ladefoged forklarer, at manglen på bioanalytikere har direkte konsekvenser for patienterne, som må vente længere på at få svar på deres blodprøver, fordi man har været nødsaget til flytte bioanalytikere fra Holstebro til Herning. Arkivfoto: Region Midtjylland

31 vakante stillinger og 28 stillinger besat af andre faggrupper end bioanalytikere. Det er status lige nu på de biokemiske afdelinger i Region Midtjylland, og det presser afdelingerne til grænsen, forklarer regionsformand i dbio-Midtjylland. Særligt slemt er det i forhold til nattevagter, som kun varetages af bioanalytikere.

"De biokemiske afdelinger er hårdt ramt som følge af mangel på bioanalytikere. Afdelingerne har været kreative og ansat og oplært andre faggrupper, så borgerne og patienter har kunnet få taget deres blodprøver og analyseret dem. Men flere steder er grænsen nået, hvor man ikke kan mere," siger Karin Vestergaard, regionsformand i dbio-Midtjylland, og henviser til, at der er flere end 30 ubesatte bioanalytikerstillinger, og 28 stillinger er besat af andre faggrupper.

Andre faggrupper kan kun noget

Regionsformanden forklarer, at ansættelse af medarbejdere med en anden uddannelse end bioanalytiker ikke alene løser problemerne, da kan kun varetage en del af opgaverne på de biokemiske afdelinger.

"De 28 stillinger, der er besat af andre faggrupper end bioanalytikere, kan kun dække en del af opgaverne, de kan for eksempel ikke tage nattevagter, og kun i begrænset omfang bistå med analyserne i laboratoriet," siger Karin Vestergaard.

Bioanalytikerne har løbet en maraton flere gange

En af dem, der oplever størst udfordringer med at rekruttere og fastholde bioanalytikere, er Karina Willemoes Ladefoged, der er chefbioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest.

"Bioanalytikerne har løbet en maraton flere gange og bioanalytikergruppen er, på linje med sygeplejersker i det akutte område, udmattet af den store vagtbelastning. Det har betydet et stort sygefravær blandt vagtgående bioanalytikere. Før pandemien var sygefraværet mindre end fire procent, nu er fraværet steget til syv procent," siger Karina Willemoes Ladefoged og fortsætter:

"Vi står i en meget sårbar situation de kommende måneder, hvor det vil være svært at matche kerneopgaven med de personaleressourcer, der er til rådighed. Arbejdsmiljøet er under stærkt pres og der er stor risiko for at fast personale søger andre jobs f.eks. i det private i vagtfri stillinger."

Patienterne må vente længere på svar

Chefbioanalytikeren forklarer, at manglen på bioanalytikere har direkte konsekvenser for patienterne, som må vente længere på at få svar på deres blodprøver, blandt andet fordi man har været nødsaget til at flytte bioanalytikere fra Holstebro til Herning.

"Fra 1. november er to udstyr lukket ned i Holstebro og for en række analyser betyder det forlængede svartider, fordi selve analyseringen nu foregår i Herning. Tidligere har svartiden været 1 – 1,5 time. Nu er svartiden 2 – 3 timer," siger Karina Willemoes Ladefoged.

Tallene i opgørelsen fra dbio-Midtjylland er fra november 2021.

Særligt benyttede sider på dbio.dk