Lægeformand Freitag søger praksispersonale – og meget af det!

Af Helle Broberg Nielsen, journalist

Sidst Holte Lægehus slog en stilling op, var der 230 kandidater til jobbet. De to faste læger søgte bredt efter en ”praksismedarbejder” til at supplere den sygeplejerske og lægesekretær, de havde ansat i forvejen. I indbakken med ansøgninger lå der et skønsomt udvalg af diverse fagligheder og uddannelsesbaggrunde. Også et par bioanalytikere, husker Christian Freitag, den ene af de to klinikejere og siden april 2015 formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Valget faldt på en jordemoder.

”Det havde vi sådan set ikke forestillet os. Det var hendes erfaring med at visitere patienter og gennemføre konsultationer, der overbeviste os. Ja, jeg ved godt, at bioanalytikere også har et helt arsenal af relevante kompetencer, men vi er en lille klinik og kan ikke som et større lægehus ansætte én person til at tage blodprøver dagen lang,” forklarer Freitag. Venligt, nøgternt. Selvom han godt kan fornemme, at fagbladet helst ville høre noget andet.

Vækst og udvikling

For lige at varedeklarere formålet med interviewet med PLO-formanden: Vi er netop mødt op for at høre fra første hold, om han og hans organisation har et særligt strategisk fokus i forhold til laboratorieydelser i almen praksis.

• Skal det diagnostiske område opprioriteres?
• Vil PLO arbejde for en økonomisk aftale med Danske Regioner, der i højere grad motiverer de enkelte lægehuse til at satse på at få et in house-laboratorium og et større analyserepertoire?
• Bør en pæn procentdel af de mange ekstra hoveder og hænder, som Freitag flere gange har efterlyst til sin del af sundhedssektoren – en anbefaling, som også står at læse i Lægedækningsudvalgets nys udsendte rapport – så ikke også være medarbejdere med en laboratoriefaglig baggrund? Bioanalytikere.

Vi spø’r bare.

Hemmelige forhandlinger

Med et smil og en afværgende håndbevægelse forklarer han, at PLO’s igangværende forhandlinger med regionerne desværre forhindrer ham i at afsløre, hvad der ligger af udspil på forhandlingsbordet.

Såvel når det gælder om at hæve økonomiloftet eller eventuelle nye incitamentsstrukturer. Drejer det sig om specifikke lægefaglige anbefalinger, er det snarere Dansk Selskab for Almen Medicin eller Sundhedsstyrelsen, der skal på banen, pointerer han.

Og med hensyn til den fysiske indretning eller den konkrete personalesammensætning i de enkelte lægehuse – ja, så er det heller ikke noget, PLO bør udstikke dessiner for.

Visonen "På patientens vegne"

Freitag holder sig til at gentage sine overordnede visioner for området – dem, der i øvrigt kan læses i PLO’s sundhedspolitiske udspil ”På patientens vegne” fra foråret 2016.

”Der skal ske en vækst i almen praksis. Alle lægehuse skal kunne noget mere. Jeg har tidligere nævnt, at der bør være 5.000 praktiserende læger i 2025 eller frem mod 2030 – altså 1.500 flere end de nuværende ca. 3.500. Det skal der til, hvis vi skal modsvare den mængde af arbejdsopgaver, der til den tid vil være med en hel del flere ældre og kronikere. Derfor er vi også nødt til at uddelegere til andre faggrupper.

Men jeg har ikke sat hverken tal eller betegnelser på. Jeg kan ikke gå ud til vores medlemmer og sige, hvordan de skal udvikle deres praksis, eller hvilken service de vil tilbyde deres patienter ud over dét, de bliver honoreret for.

Vi skal ikke blande os i alt inde fra Østerbro

De enkelte læger må selv tage det ansvar på sig. Der findes læger, der af sig selv investerer 300.000 kr. i en scanner og scanner alt, hvad de kan komme i nærheden af. Af ren og skær faglig interesse. Fint nok. Men den slags skal PLO ikke sidde inde på Østerbro og blande sig i,” fastslår han. Og tilføjer forsonende:

”Men nu skal du ikke forstå dét, jeg siger, som om at lettere adgang til laboratorieanalyser ikke giver god mening. Det synes jeg bestemt, det gør. Jeg kender også godt til bioanalytikernes øvrige spidskompetencer inden for it, systemer og den slags. Men jeg kan ikke fremhæve én bestemt faggruppe som praksispersonale frem for en anden.”

Fare for overforbrug af blodprøver

I hans egen praksis er personalet oplært i at kunne levere en CRP, en langtidsblodsukker og en hæmoglobin. Samt tage en EKG, foretage en lungefunktionsmåling og lave en urindyrkning. Det er et økonomisk spørgsmål, at repertoiret ikke er længere; Danske Regioners afregningstakster, helt præcist.

”Måling af langtidsblodsukker betaler man her i regionen på en særlig ordning. Det sparer en konsultation, så det er uhyre relevant. Med mange andre analyser er det ikke så vigtigt, at resultatet foreligger ved samme konsultation. Her er det helt fint at sende dem til analyse ud af huset. Faktisk ville det være svært at nå inden for det kvarter, der typisk er sat af til at tale med og undersøge en patient, hvis man også skulle tage og analysere en blodprøve. Og derefter forklare prøvesvaret til patienten,” siger Freitag.

Han har endnu et forbehold over for lidt for let adgang til analyserefusion fra de regionale kasser.

”Der er jo også en risiko for overforbrug af blodprøver. Det er en helt reel problemstilling, ved vi fra udlandet. Vi ser det, når patienter kommer hjem og har fået taget alle mulige prøver – og fået medicin – fordi der er masser af økonomi i det. Og vi skal ikke til at tage alle mulige prøver på folk bare for en sikkerheds skyld,” siger han.

Sololægen på tredje sal

En del lægepraksisser vil da også have vanskeligt ved at efterkomme kontante krav om udvikling og udvidelser. Selvom tendensen – og de sundhedspolitiske ønsker – går imod større lægehuse med flere læger og en bredere sammensat stab af hjælpepersonale, er der stadig en hel del solopraksisser tilbage. De nuværende 3.500 ydernumre er fordelt på 2.100 adresser.

Underskud af praktiserende læger er ikke udelukkende et problem i Udkantsdanmark eller i boligområder med mange tunge klienter; herfra rapporteres der i stigende grad om enten nedlukkede eller usælgelige praksisser. Også i hovedstadsområdet har op mod halvdelen af de praktiserende læger lukket for tilgang af nye patienter.

”I byen er udfordringen ofte noget så banalt og lavpraktisk som for lidt plads. Lægerne sidder ofte i små lejligheder, hvor der ganske simpelt ikke er plads til hverken flere kolleger eller mere personale,” siger Freitag. Og tilføjer, at i hans egen kommune har læger forsøgt at få større lokaler i 10-15 år uden held.

Måske mere personale hjemme i Holte

”Her har vi fx ikke plads til endnu en læge, men vi kunne godt opruste på personalesiden. I første omgang eventuelt ved at lade nogle gå op i tid. Men i en god fremtid kunne vi også finde på at ansætte endnu en medarbejder,” siger PLO-formanden, der p.t. kun arbejder én enkelt ugentlig dag, mens hans patienter de øvrige fire møder en fast lægevikar.

Jo, han og hans kollega har været omkring overvejelserne om at ansætte en praksismanager, der kunne frigøre dem fra det administrative; det er i øvrigt også et af forslagene i ”På patientens vegne”. I givet fald skulle det nok være i et samarbejde med andre praksisser, siger han.

Eventuelt i en såkaldt klyngeorganisation – en samarbejdsmodel efter hollandsk forbillede, som PLO-udspillet også lægger op til. Her er det idéen, at flere praksisser deles om fx it-support, administrative kompetencer, kvalitetssikring eller andre former for faglighed inden for fx forebyggelse eller genoptræning.

Ejerskab og kontinuitet

Nye organisationsformer og konkurrence fra udbydere som fx Falck eller Nordic Medicare betragter Christian Freitag ikke som en trussel mod familielægen som, ja, næsten kulturbærende institution.

Store klinikker derimod, drevet af regionerne og med (højt)honorerede lønmodtageralmenmedicinere, ser han til gengæld som en konkurrenceforvridende uskik, der kanaliserer de knappe ressourcer i sundhedsvæsnet i den helt forkerte retning. Som en nødløsning, jo, måske; ikke som en permanent tilstand.