Jul i Sierra Leone: Marianne skal bekæmpe ebola

Flere end 15 bioanalytikere har vist interesse i at tage del i den danske ebola-indsats i Sierra Leone. De to første er allerede i gang med forberedelserne. Marianne er en af dem.

Nyhed
MarianneEjsing

Af Niels C. Jensen

Ebola-epidemien i Vestafrika har nu krævet mere end 5000 døde og 14.000 smittede. Det internationale samfund har efterhånden fået koordineret indsatsen, og det første team af sundhedspersonale fra Danmark skal snart afsted. En af dem er bioanalytiker Marianne Ejsing fra Mårslet.


”Det er rart at kunne bidrage, hvor det virkelig batter. Det er fint at tage blodprøver, men det er fedt at få mulighed for at være med, hvor det virkelig rykker,” siger Marianne Ejsing, der til daglig er bioanalytiker på klinisk biokemisk afdeling på Regionshospitalet i Horsens.

Jul uden familien

Marianne har en mand og to børn på 12 og 15 år, som i år må se frem til at holde jul uden deres mor.

”Det er selvfølgelig vanvittig irriterende, at jeg ikke kan være hjemme til jul, men man kan ikke planlægge, hvornår der kommer en ebola-epidemi. Det bliver selvfølgelig hårdt ikke at være sammen med familien, men jeg er sikker på, at de nok skal få det hyggeligt alligevel,” siger Marianne, der tidligere har rejst i Afrika.

”I forbindelse med min uddannelse var jeg i praktik seks uger i Kenya, og har sidenhen været der flere gange. Jeg tror, at enten bliver man forelsket i Afrika eller også hader man det, og jeg synes det er et fantastisk,” siger Marianne, der i oktober var tre uger i Kenya sammen med sin familie.

Den danske ebola-indsats bliver ledet af Forsvarets Sundhedstjeneste og indgår i en stor britisk ledet operation. Det danske hold af læger, sygeplejersker og bioanalytikere bliver indkvarteret i en camp, som drives af Beredskabsstyrelsen.

Tryg ved sikkerheden

Det er endnu ikke afgjort, hvilke arbejdsopgaver de danske bioanalytikere skal varetage i Sierra Leone. Inden de kommer dertil, skal de igennem uddannelse og træning, først i Danmark dernæst England og sidst i Sierra Leone, inden de i seks uger skal være tage del i selve ebola-indsatsen.

Derfor føler Marianne sig også godt klædt på til at løfte opgaven som bioanalytiker midt i en af de værste epidemier i nyere tid.

”Vi får nogle gode redskaber til at håndtere sikkerhedssituationen, derfor føler jeg mig tryg ved at skulle afsted. Når man siger ja til en opgave som den her, skal man være afklaret med situationen, ellers ville man være bange, og det vil ikke være godt for hverken en selv eller missionen,” siger hun.

Glæder sig

Marianne gennemgik onsdag i sidste uge  en række tests og undersøgelser af fysisk og mental sundhed, og fik de første vaccinationer, som er påkrævede inden udsendelse. For bare to uger siden regnede hun ikke med, at hun skulle til Vestafrika.

”Vi fik tilbuddet om at blive udsendt tirsdag aften i sidste uge, og en time efter havde jeg faktisk besluttet mig, efter at jeg havde fået go fra min mand,” siger Marianne.

Hun glæder sig til at møde resten af holdet, og komme i gang med forberedelserne.

”Jeg kommer til at bruge mine faglige erfaringer i noget der er rigtig, rigtig vigtigt, og bliver del af et professionelt team, der har en stor opgave at løse,” siger Marianne.

Løn og ansættelsesvilkår for bioanalytikere, der skal udsendes med Forsvaret, er endnu ikke forhandlet på plads.

Det er derfor vigtigt, at du kontakter dbio og drøfter kontrakten, inden du skriver under.

  • Første hold planlægges at starte den indledende træning og uddannelse i England den 7. december.

  • Uddannelsen i Danmark startede den 26. november i Roskilde.

  • Den samlede ansættelsesperiode på et hold vil være ca. 12 uger.

  • Heraf 2-3 ugers forberedelser i Danmark og England.

  • 6 ugers indsats i Sierra Leone.

  • 3 ugers observationsperiode efter hjemkomsten.

Kilde: Forsvaret

  • ​Ifølge WHO er der pr. 9. november kendskab til 14.098 tilfælde, heraf er 5.160 døde.

  • WHO vurderer, at der reelt er mange flere tilfælde og dødsfald, da deres opgørelser kun dækker de sygdomstilfælde der har været i kontakt med sundhedsvæsenet.

  • Blandt de rapporterede tilfælde har der været 564 tilfælde, heraf 320 dødsfald, blandt sundhedspersonale.

  • WHO vurderer at en stor del af sundhedsarbejderne er blevet smittet uden for egentlige ebola-behandlingscentre.

Kilde: SSI

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk