Det giver mening for bioanalytikere at tage blodprøver, men stjæler for meget af deres tid

Seks ud af ti bioanalytikere på de klinisk biokemiske afdelinger bruger halvdelen eller mere af deres arbejdstid på at tage blodprøver. Hver anden bioanalytiker mener, at det ideelle ville være, at mere af deres arbejdstid gik til analysearbejdet i laboratoriet, og maksimalt 25 procent af arbejdsdagen gik til prøvetagning.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Bioanalytiker og blodprøvetagning

Flertallet af de, der har svaret på dbio’s rundspørge, vil gerne i højere grad kunne hellige sig analysearbejdet i laboratoriet og bruge mindre tid på prøvetagning. Arkivfoto: Burö Jantzen

"Patientkontakt er en vigtig del af at være bioanalytiker. Det er her, man får indsigt i mennesket bag prøven. Man får mulighed for at høre nogle sygdomshistorier, som kan medvirke til at give en større forståelse af, hvorfor og hvornår man laver forskellige prøver og analyser. Det giver et større billede og en større mening med vores arbejde."

Sådan lyder et af svarene på spørgsmålet ”Hvorfor giver blodprøvetagning værdi for dig?”, som er en del af en ny rundspørge, fagbladet dbio har sendt ud til medlemmerne i specialet klinisk biokemi.

2.001 medlemmer har fået tilsendt et link til undersøgelsen, 582 medlemmer har besvaret hele undersøgelsen, 114 har afgivet nogle svar. Undersøgelsen er gennemført i perioden 21/4-1/5 2022.

En anden skriver: ”Jeg er glad for patientkontakten og samarbejdet på de kliniske afdelinger, især i vagt. Det giver mere helhed i forhold til laboratoriearbejdet.”

KBA rundspørge

Prøvetagning giver værdi for tre ud af fire

Der er ingen tvivl om, at blodprøvetagning er en arbejdsopgave, som giver værdi for de allerfleste. Tre ud af fire svarer således, at opgaven blodprøvetagning giver dem høj eller i nogen grad værdi.

”Jeg kan godt lide patientkontakten. Vi kan ikke lave vores analysearbejde, før prøven er taget, og jeg holder af at være med til at sikre, at den bliver taget korrekt,” svarer en af de adspurgte på spørgsmålet ”Hvorfor giver blodprøvetagning værdi for dig?”

51 procent af de adspurgte er glade for at tage blodprøver, 43 svarer ”Både ja og nej” til spørgsmålet ”Er du glad for at tage blodprøver?”

Ønsketænkning: Mindre prøvetagning, mere tid i laboratoriet

Sådan gjorde vi

  • Fagbladet dbio har sendt en rundspørge ud til alle medlemmer i specialet klinisk biokemi, også dem, der arbejder i ambulatorierne.
  • Lederne og andre, der ikke tager blodprøver, er blevet opfordret til ikke at svare på rundspørgen. 2.001 medlemmer har fået tilsendt et link til undersøgelsen.
  • 582 medlemmer har besvaret hele undersøgelsen, 114 har afgivet nogle svar. Undersøgelsen er gennemført i perioden 21/4-1/5 2022.
...

En mindre del af de adspurgte var helst helt fri for tiden væk fra laboratoriet. Et billede, der også gør sig gældende mere generelt. Flertallet ville nemlig foretrække, at de i højere grad kunne hellige sig analysearbejdet i laboratoriet og bruge en mindre del af deres tid på prøvetagning.

65 procent af de adspurgte bioanalytikere og laboranter svarer, at de i dag bruger mere end halvdelen af deres arbejdstid på prøvetagning, mens hver anden mener, at det ideelle ville være, at de maksimalt brugte 25 procent af deres arbejdsdag på prøvetagning.

”Mødet med patienten er meget givtigt. Problemet lige nu er mangel på arbejdskraft til at udføre analysearbejdet, hvilket gør, at blodprøvetagningen stresser én, fordi man kommer for sent i gang med analysearbejdet,” lyder en af udsagnene fra undersøgelsen.

En anden skriver: ”Blodprøvetagningen er en kerneopgave i vores fag, og det er for det meste dejligt at komme ud til patienterne. Men når det er sagt, synes jeg, at en alt for stor del af mit arbejde går med blodprøvetagning og for lidt tid på analyserne.”

Særligt benyttede sider på dbio.dk