Generalforsamling i PKA

24. april 2014 var der generalforsamling i PKA, Pensionskassen for Sundhedsfaglige, hvor Syddanmarks delegerede deltog Klik videre og læs et kort sammendrag.

Et mere udførligt referat findes på PKA’s hjemmeside under log on med Nem Id.

Generalforsamlingen indledtes med en mundtlig beretning fra formanden Carl Holst. Han kom ind på en række emner:

  • Skattereformen, der får betydning for vores engangssum
  • Tilstrækkelig Alderspension, hvor målet er 75-80 % af lønniveauet fra arbejdslivet
  • Bestyrelsens kompetencer, da Finanstilsynet har fokus på pensionen som finansiel virksomhed.
  • Klimainvestering og Infrastruktur, da pensionskasserne kritiseres for ikke at investere ”grønt” nok
  • Digitalisering af PKA og medlemmernes forventninger til tilgængelighed.
  • Samt: Studieboliger, samling af pensioner, og økonomi.

Bestyrelsen havde fremsat en række forslag til ændringer i pensionspakken, med henblik på at øge alderspensionsprocenten, og disse blev alle vedtaget. Det drejede sig om: 

  • Pensionskassens pensionsalder følger nu folkepensionsalderen (der jo er forskellig alt afhængig af hvornår man er født.) Det er dog stadig muligt at gå på pension 5 år før folkepensionsalderen.
  • Førtidspensionen vil fremover for nye medlemmer kun udgøre 80 % af alderspensionen. Nuværende  medlemmer kan tilvælge denne model og derved øge alderspensionen forholdsmæssigt.
  • Gruppelivsordningen løber fremadrettet helt frem til folkepensionsalderen for medlemmer i arbejde og de der arbejder ud over folkepensionsalderen kan forlænge gruppelivsordningen
  • Sum ved ægtefælles død bortfalder, da den kun bruges sjældent (12 gange i 2013) og måske ikke afspejler et samfund hvor mange har arbejdsmarkedspensioner.

Bestyrelsen beslutter senere hvornår disse ændringer skal træde i kraft.

Et forslag fra ”Kost og Ernæring” om at der skulle være psykologhjælp i pensionspakken, blev udsat til behandling på næste generalforsamling, når bestyrelsen havde haft mulighed for at arbejde med modeller og økonomi.

Det overordnede billede af denne generalforsamling er, at vi har en sund og solid pensionskasse, der arbejder målrettet med at sikre, at der er pensioner til alle, selv om vi (heldigvis) lever længere og længere. og i 2014 er vores kontorente på 7,6 % … sandsynligvis branchens højeste!

Venlig Hilsen Regionsformand
Hanne Nielsen Bonde 

Særligt benyttede sider på dbio.dk