Fra bioanalytiker til ph.d.

Oplæg ved Helle Glud Binderup fra KIBA i Kolding.

Hvordan er det at gå fra at være menig bioanalytiker til at være ph.d. studerende.

Helles baggrund:
Uddannet som hospitalslaborant i 89.
Vikariater indenfor flere af specialerne.
Forskningsbioanalytiker på Aarhus Universitet.
Bioanalytikerunderviser på Fredericia Sygehus i 2006.
Tog diplomuddannelsen mens hun var underviser.
Blev tilbudt et ph.d. forløb.

Krav til ph.d. studiet:
En Master-uddannelse på 120 ects-point, eller en kandidatuddannelse.

Det blev RUC, som endte med at tilbyde de bedste vilkår = 2 års merit for bioanalytikeruddannelsen – hvis hun ville tage den kandidatuddannelse, der hedder biomedicin.
Helle kunne få yderligere lidt merit, fordi hun har mange års erfaring med etik.

Fag:
1) Farmakologi og toksikologi. 2)  Biokemi. 3) Anatomisk fysiologi.
Dertil et bachelorprojekt.

Specialeskrivning:
Det skal skrives i løbet af et år. Helle valgte at skrive et samlet speciale, som dækker både Medicinal Biologi og Molekylær Biologi.
Hun fik lov til at lave specialet ”hjemme” på egen afdeling, og eksamen kunne afholdes på Sygehus Lillebælt.

Økonomien:
Helle fik fri med løn til at tage uddannelsen, og også transporten til og fra Roskilde blev betalt af sygehuset.
Der var en indbygget ”fortrydelsesklausul”. Hvis Helle fortrød eller dumpede, var hun sikret en stilling i sin afdeling.

Financieringen:
Jobrotationsordningen blev anvendt.

Efter Kandidatuddannelsen og før ph.d. studiet:
Helle har været ansat i sin bioanalytikerstilling siden april 2015, hvor hun blev færdig. Hun har dog ikke været i rutinen, men passet opgaver og projekter på sygehuset og i afdelingen, som ikke lige kunne placeres andre steder.
Hun har også skrevet på sin ph.d. protokol og ansøgt om penge og søgt etisk komite og udfyldt alle de papirer, der skal være i orden inden studiet kan startes.

Publiceret artikler.
Finansiering af selve ph. d studiet er en blanding af løn og fondsbevillinger. Pris i alt: 3 mio. kr.

Efter endt uddannelse:
Når Helle er færdig, skal hun være biokemiker.
Der findes ingen kandidatuddannelse, der passer perfekt til et laboratorium, og hvem er så bedre rustet til at tage den slags stillinger end en bioanalytiker, som har fået en akademisk kasket?

En opfordring til de modne bioanalytikere:
Helle opfordrede de erfarne bioanalytikere til at gøre det samme som hun selv gør – fordi især de erfarne bioanalytikere vil kunne fylde uddannelsen og de efterfølgende stillinger ud.
De nye vil gerne læse videre, men de mangler fagligheden, så der er noget at byde ind med på efteruddannelserne.

Så et stort slag for at få bioanalytikerne ud af busken, der er finansieringsmuligheder, der gør det muligt.
Fremtiden: Helle fik et enkelt spørgsmål vedrørende fremtiden. Og hun måtte fortælle, at hun ikke er blevet lovet en biokemikerstilling efter endt efteruddannelse, men hun er fortrøstningsfuld. Hun har lovning på en stilling, enten som bioanalytiker eller noget andet relevant i forhold til sin ph.d. Og så vil det vise sig om der kommer en biokemikerstilling og om hun er den bedst kvalificerede.

Gå til siden, hvor du kan høre Helles oplæg og se de plancher, hun brugte