Fødselshjælper for arbejdsmiljøet gennem 40 år

40 års jubilæum fredag den 26. september 2014. - Det er dejligt, lyder det fra dagens jubilar og næstformand i hospitalets samarbejdsudvalg, HMU, Annette Toft Jacobsen.

AnnetteFoto

Fordi der er sket så meget siden Annette afleverede sin første håndskrevne ansøgning til en stilling som laborant på Centrallaboratoriet på Centralsygehuset i Holstebro i 1974. Den gang søgte den unge laborant en ”mulig stilling med et forudgående vikariat” og føjede bramfrit til ansøgningen, at dette gerne måtte ske ”omgående”!​

Allerede to år efter i 1976 vælges Annette til den første tillidspost og har siden haft arbejdsmiljø, medindflydelse og tværfaglighed som sin helt store passion. Kun afbrudt af en kort tænkepause på et par måneder, da hun i marts 1990 fratræder posten som kredsformand for sammenslutningen af hospitalslaboranter.

Om det er familien med mand og tre børn på Holstebro - egnen der også kræver sit, ved Annette Toft ikke med sikkerhed. For de er vant til, at Annette - den gang som nu - altid har faglitteratur om ledelse og samarbejde med sig, når der skal slappes af i ferien. En passion drevet af empati og lysten til at se en sag fra to sider: - Hvorfor kan nogen fx få bevilget orlov et sted, mens det ikke kan lade sig gøre andet sted. Det er spændende. For der er nemlig altid forskellige grunde til, at det er sådan. Jeg mener, vi skal glæde os over, de steder hvor tingene lykkedes og bruge det som målestok for, hvad der måske kan lade sige gøre andre steder. Forudsat at man kan tale sig til rette om tingene.

For Annette Toft er gode og synlige rammer for en fornuftig dialog at fortrække frem for stive og nedskrevne regelsæt, hvor laveste fællesnævner sætter standarden. En opskrift på en passion der i årevis har engageret Annette Toft i MED- udvalg, repræsentantskaber og bestyrelser. Med et kæmpestort og inspirerende netværk i kølvandet.

Fagligheden som bioanalytiker har Annette Toft søgt at holde i hævd så lang tid som muligt. Indtil for seks år siden stod den stadig på blodprøver og weekendvagter. Fordi Annette trives med at have med mennesker at gøre, og fordi Annette er konkret tænkende i ord og handling. – Bioanalytikeren i mig har holdt kontakten til den dagligdag og de patienter og kolleger, som vitterlig er rammerne for et godt arbejdsmiljø. Og skulle jeg have valgt en anden karrierevej, - så havde jeg nok valgt at blive jordemoder!

Fødselshjælper det er, hvad Annette Toft også helst vil være, når hun efter 40 års jubilæet forbereder et farvel til posten som medarbejdernes øverste talerør i HMU i Hospitalsenheden Vest og sit medlemskab af regionens medudvalg RMU, hvor hun repræsenterer både bioanalytikerne i Region Midtjylland og personalet i Hospitalsenheden Vest.

– Jeg bliver selvfølgelig valgperioden ud, men jeg har stillet i udsigt at der bør vælges en ny næstformand i HMU allerede i første kvartal af 2015, så jeg kan hjælpe en ny godt på vej. Og der er heldigvis gode og nye kræfter, som kan give nye impulser til et HMU, hvor samarbejdsklimaet er i top. Her er tradition for, at vi godt kan sige nogle ting til hinanden uden altid at være enige. Bare vi er åbne og ærlige i den dialog, som er nødvendig for at anskue tingene fra flere sider.

Men nu må andre og yngre kræfter altså til, fastslår Annette Toft. Selv glæder hun sig til at kunne åbne nogle helt andre bøger, når det definitivt er sidste arbejdsdag 1. oktober 2015, hvor medarbejdernes øverste talerør går på efterløn.

40 års jubilæet markeres med en reception for inviterede gæster fredag den 26. september fra 13.30 til 15.00 i restoen på Regionshospitalet Holstebro.

Yderligere oplysninger.

Bioanalytiker/FTR Annette Toft Jacobsen på tlf. 2222 8920​

Særligt benyttede sider på dbio.dk