Faktatjek: ”Svimlende” stigning på 24 procent flere bioanalytikere var en fejl

Sundhedsdatastyrelsen trækker i land, der er ikke ansat 24 procent flere bioanalytikere, som styrelsen ellers meldte ud i januar. Det viser sig, at der var tale om podere og vaccinatører ansat på bioanalytikeroverenskomst.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Coronapoder

En stor del af de mange podere og vaccinatører, der er ansat i regionerne i forbindelse med covid-19, er ansat på bioanalytikeroverenskomst. Arkivfoto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

Den 19. januar skrev netmediet Sundhedsmonitor under overskriften ”Antallet af fuldtidsansatte på sygehusene er steget,” at ”Tallene dækker over væsentlige forskelle i udviklingen af fuldtidsbeskæftigede inden for de enkelte faggrupper. Hos bioanalytikerne er der tale om en stigning på svimlende 24 procent.”  

Artiklen hos Sundhedsmonitor var skrevet på baggrund af en pressemeddelelse fra Sundhedsdatastyrelsen, som beskrev stigningen af fuldtidsansatte bioanalytikere på sygehusene således; ”... mens der er blevet 24 procent flere bioanalytikere.”

Podere og vaccinatører ansættes på bioanalytikeroverenskomst 

Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen vakte stor undren hos fagforeningen Danske Bioanalytikere, som gik i gang med at undersøge forholdene nærmere, og det viste sig hurtigt, at der måtte være tale om en fejl.  

Ifølge Danske Bioanalytikere har Sundhedsdatastyrelsen fejlagtigt opgjort antallet af fuldtidsbeskæftigede personer på bioanalytikeroverenskomst, hvilket blandt andet inkluderer en stor del af de mange podere og vaccinatører, der er ansat i forbindelse covid-19.

De er ikke bioanalytikere, men en stor gruppe af blandt andet studerende og social- og sundhedsmedarbejdere med flere, der teknisk set er ansat på bioanalytikeroverenskomst som ”laboranter”. 

Stigningen i antallet af fuldtidsansatte bioanalytikere på sygehusene i perioden fra januar 2020 til november 2021 er reelt omkring 2 procent, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Danske Bioanalytikere har trukket. Meget langt fra de 24 procent, som Sundhedsdatastyrelsen, skrev d. 18. januar. 

Sundhedsdatastyrelsen: ”Vi beklager fejlen” 

Nu kommer Sundhedsdatastyrelsen fagforeningen i møde, for ja, de har måske været lige hurtigt nok ude og ikke fået afgrænset gruppen af bioanalytikere korrekt. Den presseansvarlige skriver følgende i en mail til dbio.dk.

”Tallet på 24 procent ikke er korrekt, da gruppen ”bioanalytikere” også indeholder andre grupper, der er ansat på en overenskomst med Danske Bioanalytikere – herunder gruppen ”laboranter”, der er vokset meget kraftigt,” skriver Bo Berendt Christensen, presseansvarlig i Sundhedsdatastyrelsen, og fortsætter: 

”Vi beklager fejlen og er ved at se på, hvordan data på antallet af ansatte på sygehuse fremover skal præsenteres.” 

Sundhedsdatastyrelsen har desuden rettet fejlen i nyheden på deres hjemmeside. Det samme har Sundhedsmonitor.

sandt-eller-falsk

Særligt benyttede sider på dbio.dk