Etisk råd: Bioanalytikere skal have fokus på mennesket

Husk at have blik for det enkelte menneske, slå ikke altid rationelt på statistik, undgå at moralisere; formanden for Etisk Råd mener, at bioanalytikere i rådgiverrollen skal indstille sig på at kunne leve med dilemmaer.

Nyhed
etikdillemma_web

Patientkontakten er ikke altid ligetil for bioanalytikerne. Illustration: ​Rasmus Meisler

”Etik rimer på optik”, bemærker Jacob Birkler, der er formand for Etisk Råd, til indledning. ”Det handler om at have blik for MENNESKET. Man skal som medlem af det sundhedsfaglige kollektiv passe meget på med ikke at forse sig på PATIENTEN,” fortsætter han.

Patienten i ental er netop også en grov forenkling af begreberne. Der findes i dag mindst to arketyper, der fra hver deres pol lægger pres på det sundhedsfaglige personale. Den, som slet ikke tager ansvar for sit helbred, men måske endda aktivt modarbejder det.

Og som modpol ”den autonome patient”, der selv er indstillet på at foretage ”informerede valg” i forhold til sin behandling. Som leder efter alternativer på nettet, benytter sig af frit sygehusvalg, og som kræver og klager, når systemet ikke lever op til forventningerne.

”Chris MacDonaldisering”

”Det fokus på det individuelle, der er så fremherskende i resten af samfundet, findes naturligvis også her. Det giver sig på den ene side udtryk i en ”Chris MacDonaldisering”; folk må bare tage sig sammen og knokle for at holde sig sunde. På den anden side er vi klar over, at folk selv må bestemme og måske kan vælge at leve på en måde, der strider mod alle sundhedsmæssige formaninger,” siger Jacob Birkler.

Det er afgørende principper og værdier som privathed og respekt, der er på spil. Her opstår spørgsmålet, om sundhedspersonalet står sig bedst ved at repræsentere den paternalistiske bedrevidenhed, sådan som det var fremherskende for årtier siden. 

”Altså: Doktoren ved, hvad der er godt for dig, og hvilken behandling du sandsynligvis vil have gavn af. Omvendt kan man også vælge at cementere respekten for patientens valg og fravalg. Det er her, vi befinder os i et etisk dilemma. Dybest set handler det om, hvorvidt vi vil tillade patienten at gå i døden for sine egne valg og fravalg,” siger formanden for Etisk Råd.

I fagbladet nr. 9 2014, kan du læse meget mere om, hvad formanden for Etisk Råd, Jacob Birkler, mener, er de største etiske udfordringer i forhold til patientkontakt for bioanalytikere.

JACOB BIRKLER

  • ​formand for Etisk Råd
  • har beskæftiget sig med sundhedsvæsnets etiske udfordringer i en årrække.
  • cand.mag. i psykologi og filosofi
  • ph.d. i medicinsk etik.
  • forfatter
  • underviser
  • foredragsholder
  • klummeskribent
Emne