Endnu en fantastisk 1. maj

Traditionen tro var flere bioanalytikere mødt op til 1. maj fejringen hos DSR ved Nørreport, og vores formand Martina Jürs holdt den afsluttende tale. Den tale har hun lagt på facebook, og vi bringer den også her.

Nyhed
Skrevet af
Lone Bojesen, Webredaktør
2024.05.01

Taget direkte fra Martina Jürs facebook side:

Jeg fik muligheden for at afslutte 1. Maj hos DSR Hovedstaden. Et 1. Maj arrangeret af Danske Bioanalytikere, Radiografrådet, Kost og Ernæring og Dansk Sygeplejeråd. Tak for det

Når jeg først har ordet, så skal muligheden bruges. Her er min tale

Først vil jeg sige, jeg ved snart ikke hvem jeg skal stemme på. Men her til morgen blev jeg glad, da Gitte (red: Næstformand i dbio-Hovedstaden) og jeg blev mødt af kommunister for solidaritet. Vi trænger til at få rusket op i rigtig meget. Nok ikke ligefrem af kommunisterne, men noget skal der gøre.

For 2 dage siden lavede jeg et opslag på FB med spørgsmålet: Hvad ville du tale om, hvis du skulle holde tale 1. Maj? Her kom mange rigtig gode forslag på, hvad er fagbevægelsens ansvar – hvor bør vi tage ansvar.

- Klimaet og den grønne omstilling (hvorfor har staten afgift på dette?)

- Sammenhæng mellem medlemsdemokratiet og den Danske Model. Når mange organisationer mister medlemmer, så udfordres hele systemet.

- EP valget hvis vi ikke undgår en højredrejning i EP, så bliver det katastrofalt for miljøet.

- Minimering af løngabet mellem det private og det offentlige arbejdsmarked.

- Barsel samt en evt. kommende værnepligt for kvinder giver lavere pension for kvinder end mænd.

- Nytænkning af sundhedsområdet med udgangspunkt i patientens/borgerens ønsker og behov. Som Rosa Lund også talte om i sin 1. Maj tale.

- Ulighed i sundhed….

Ja ulighed på flere måde – for ja der er meget at kæmpe for. Et bedre arbejdsmiljø, så vi kan holde til at arbejde i mange år. Især når regeringen vil forhøje pensionsalderen hele tiden.

Så er der en anden kamp – ulighed i løn – lige løn for lige uddannelse.

I dag er bioanalytiker- og radiografuddannelsen en professionsbachelor på 3 ½ år. Vores medlemmer skal arbejde i faget i mange år – og som en levevej. Ikke som ”tidsfordriv” for lommepenge til vi bliver gift. Bioanalytikerne burde være guld værd. Vores motto har i mange år være bioanalytikerne er guld værd, og det burde de virkelig være. Så hvis arbejdsvilkårene skal få bioanalytikerne til at blive i sundhedsvæsnet, så skal de anerkendes – løn er også en del af forbedring af arbejdsvilkår. Det ved vi vist godt alle sammen.

Så når bioanalytikerne ikke fik anciennitetstillæg ved trepart, så er det godt nok svært . Vi opfyldte alle kriterier, men fik ikke tillægget. Derfor fik vi også de højeste nej ved OK24 af FH organisationerne. Ulighed i løn er ikke kun mellem kønnene, men nu også mellem professionsbachelorene.

Så der er nok at kæmpe for. Nu går vi til fælledparken sammen.

God kampdag!

Tak til alle for en kanon 1.Maj med super talere, god stemning hos DSR hovedstaden og i Fælledparken med masser sol og engagerede mennesker. Lidt ballade skal der også til.

Særligt benyttede sider på dbio.dk