Brev til sundhedsministeren vedr. bekymring om kvaliteten af blodprøvetagning

Brev til sundhedsminister Magnus Heunicke med opfordring til at tildele bioanalytikeres ansvar for kvalitetssikring af blodprøvetagning.

Høringssvar og breve

Tillid til diagnostikken er essentielt for det danske sundhedsvæsen
- Hvordan sikre vi den fortsatte kvalitet af blodprøver, så vi kan stole på resultaterne?

Danske Bioanalytikere er enige med Regeringen i, at bl.a. blodprøvetagning og EKG bør være en sundhedsydelse, som skal være mere lokalt at tilgå lig udspillet i Tættere på II, Det kræver dog, at der sikres styr på kvaliteten af sundhedsarbejdet.

Der er mangel på bioanalytikere, og med Corona-pandemien er denne mangel ikke blevet mindre. Faktisk står vi i dag i en situation, hvor ca. 13% af bioanalytikerstillingerne på landsplan er besat med andre faggrupper; nu i langt højere grad end tidligere med personer uden en autorisation.

Disse ansatte bliver typisk sat til at stå for blodprøvetagningen i dagens sundhedsvæsen, hvilket ikke er ønskværdigt men nødvendigt pga. mangel på kvalificeret arbejdskraft. Danske Bioanalytikere er derfor nervøse for den fortsatte kvalitet af blodprøverne i det danske sundhedsvæsen.

Resultatet af analyserne på blodprøverne danner grundlaget for rigtig mange diagnoser i det danske sundhedsvæsen. Et korrekt resultat afhænger af, at blodprøven tages og behandles korrekt i forhold til, hvad det er, der skal analyseres i blodet. Den viden har bioanalytikerne, som kender fejlkilderne. Kommer der ”shit ind”, kommer der også ”shit out” – og analyseresultatet giver ikke et retvisende billede, som lægen kan diagnosticere ud fra.

I Danske Bioanalytikere vil vi derfor anbefale, at bioanalytikere formelt gøres ansvarlige for kvaliteten af blodprøvetagningen, ved at tildele bioanalytikere forbeholdt virksomhed på området. Man vil hermed ikke kunne trylle flere bioanalytikere frem til at udføre opgaven, men det vil gøre det muligt at sikre kvaliteten og dermed patientsikkerheden bedre, når en ekspert på området får ansvaret for oplæring og kvalitetssikring.

Vi ser frem til at indgå i en dialog med Sundhedsministeren om regeringens sundhedsaftale.