Borgernær Bioanalytiker

Et af dbio’s fokusområder i denne kongresperiode er ”Borgernær Bioanalytiker”. Det begreb skal ses i den bredest mulige sammenhæng og i dbio-Syddanmark er det et punkt på næsten alle bestyrelsesmøder.

dbio-Syddanmark

​​​​​​​​​​​​​​​​ Af Hanne Nielsen Bonde, regionsformand

På bestyrelsesmøderne drøfter vi de tiltag, der er i gang i de øvrige dbio-regioner, og hvordan vi evt. kan gribe det an hos os selv.

Mange af jer har sikkert hørt og ikke mindst læst i fagbladet om ”Køgebussen”. Her har man bemandet en bus med en bioanalytiker og en sygeplejerske samt et analyseudstyr og kører ud til syge borgere, i håbet om at kunne undgå korte -og genindlæggelser.
Der er netop kommet en rapport omkring pilotprojektet og den er overvejende positiv. Det er en dyr løsning, specielt hvis bussens kapacitet ikke bliver udnyttet fuldt ud. Men brugerne er meget tilfredse og mener, at man, med en længere observationsperiode, kan skabe evidens for, at det nedbringer antallet af korte indlæggelser af medicinske patienter.

 
Dbio-n og dbio-midt har støttet et projekt i Holstebro og Struer kommuner hvor en bioanalytiker har været tilknyttet akut-teamet og her hjulpet med bl.a. kvalitetssikring af udstyr og utensilier.
Efterfølgende har det vist sig at kommunerne gerne vil fortsætte, flere vil gerne være med og derudover udvide samarbejdet mere hen i retning af diagnostisk samarbejdspartner. Sygeplejerskerne kan efter projektet ikke tænke sig et akutteam uden tilknyttede bioanalytikere.
 
I vores region er der også bioanalytikere, der kører ud til borgere i eget hjem og på plejehjem, men en egentlig kontakt til eksempelvis kommunale akutteam har vi ikke fået etableret. Der er lavet en standardaftale, som kommunerne kan tilmelde sig - hvilket ikke så mange har gjort endnu. Aftalen går på honorering og priser samt vilkår for at rekvirere prøvetagning.
 
Det netop nyvalgte regionsråd har nedsat et nyt udvalg ”Udvalget for det nære sundhedsvæsen” og her har Jesper Rønn, i forbindelse med et regionsrådsmøde, fået skabt en kontakt, som vi vil arbejde videre med.
 
Så der er flere muligheder, og vi er i regionsbestyrelsen meget interesserede i at høre fra jer omkring tanker og ideer med hensyn til at slå hul på det her arbejdsområde for vores fag. 
 

Særligt benyttede sider på dbio.dk