Arbejdstider: 7-15 er fortid. Fleksibilitet er fremtiden

Bioanalytikernes arbejdstider er under forandring med længere åbningstider på sygehusene. Ved OK 15 forventes, at arbejdsgiverne ønsker at ændre regler for varsling af overarbejde samt betaling for det. Læs TEMA om arbejdstid i Fagbladet.

Nyhed

Vagter til klokken 18 i stedet for 15, fordi patienterne skal have hurtigere svar på prøver. Flere
morgenvagter i weekenden, fordi der skal tages flere blodprøver. Eller et ambulatorium, der har udvidet åbningstiden med en halv time om morgenen og eftermiddagen i hverdagene.

Det er eksempler fra nogle af de afdelinger, Fagbladet har talt med for at høre, hvordan arbejdstiderne ændrer sig for bioanalytikerne på sygehusene.

Og der er ingen tvivl om, at vagtskemaet også mange andre steder viser nye arbejdstider, mener dbio’s arbejdsmarkedskonsulenter.

Flow frem for flaskehalse

Der er flere årsager til, at arbejdstiderne udvides  (Se 10 grunde her). Forandringerne skyldes et sygehusvæsen, som ændrer sig markant i disse år, hvor man hele tiden kigger på at optimere forløbet omkring patienterne. Fokus er på flow, så man undgår flaskehalse – patienterne skal ganske enkelt hurtigere gennem systemet, og det personale, som skal udrede og behandle dem, skal derfor stå klar.

Og her kommer bioanalytikerne også ind i billedet. Hvis en patient for eksempel skal have taget blodprøver klokken 15, kan det ikke nytte noget, hvis bioanalytikerne er gået hjem for i dag, så svaret bliver forsinket.

Samtidig er de nye fælles akutmodtagelser (FAM) og kommende supersygehuse også med til at ændre billedet, da patienterne skal færdigbehandles hurtigt frem for at indlægges.

For bioanalytikerne betyder alt dette, at der skal løbes hurtigere, samtidig med at arbejdet omkring patienter altså sker over et længere tidsrum på døgnet.

Løses lokalt

Det ser ud til, at man indtil videre har kunnet løse udfordringerne lokalt på arbejdspladserne. Flere steder bliver medarbejderne også inddraget i at finde en løsning, så vagtskemaet kan passe dem så godt som muligt. For nogle vil en weekendvagt hver fjerde weekend måske ligefrem være en fordel, mod at man har fri på en hverdag i stedet for.

Andre steder er man knap så begejstrede. For eksempel hos en af de afdelinger, Fagbladet har talt med, hvor nattevagter ikke blev vel modtaget.

Lagt op til tovtrækkeri

En anden problematik er betalingen. Selv om det siden 1999 har været muligt at indgå lokale aftaler om arbejdstid, slår arbejdsgiverne sig alligevel i tøjret, for det koster at holde længere åbent.

Derfor er der i de kommende OK 15-forhandlinger lagt op til tovtrækning mellem arbejdsgivere og medarbejdere, og parterne står stejlt over for hinanden.

Arbejdsgiverne syntes allerede ved OK 13, at der var behov for et større ledelsesrum og at ændre regler for varsling af overarbejde samt betalingen for det. Omvendt vil medarbejdere gerne have højere betaling for at skulle stå til rådighed. Det endte som bekendt med status quo ved OK 13.

Endnu er det for tidligt at sige noget om, hvordan kravene vil blive fra arbejdsgiverne ved OK 15, og om det bliver muligt at løse op for knuden – men alt tyder på, at parternes ønsker stritter i hver sin retning.

Dog er én ting sikkert: De nye arbejdstider for bioanalytikere er kommet for at blive. Spørgsmålet er så, hvordan de skal løses fremover.

Læs mere i TEMA om arbejdstid i det nye nummer af Fagbladet. Her kan du også høre fem bioanalytikere fortælle om, hvordan arbejdstiderne har ændret sig på deres afdeling – og hvordan man har løst situationen.

Udvikling-sygehuse_arbejdstid_RED-KGJ

Særligt benyttede sider på dbio.dk