Arbejdsløshedskassen rykker ud i landet
Beskæftigelsesreformen blev vedtaget 18. december 2014. Den indeholder krav om, at a-kasserne skal deltage i fælles samtaler med jobcentrene efter 6 og 16 måneders ledighed, hvilket træder i kraft med virkning fra 1. juli 2015.
Fra 1. juli 2016 skal a-kasserne yderligere deltage i et fællesmøde efter 2. ledighedsuge, hvis det findes relevant af parterne.
På den baggrund sker der med reformen en markant stigning i antallet af samtaler, som DSA skal afholde. Disse nye fælles samtaler skal holdes lokalt på jobcentrene rundt omkring i landet.
Det betyder, at der fremadrettet vil være behov for en ændret struktur for afviklingen af samtaler i DSA, da de skal møde personligt op til mange flere samtaler, end de gør i dag, og det vil være fordelt på hvert eneste jobcenter rundt om i landet.
![DSA](/files/styles/common_02/public/media/import/DSA.jpg?itok=pwTktGZJ)
DSA har efter mange beregninger, modeller og overvejelser vurderet, at det ikke er muligt at fastholde den nuværende struktur med én fælles lokalitet i DSA.
DSA’s hovedbestyrelse har derfor 19. februar 2015 besluttet, at DSA skal etablere mindre lokale enheder i Fredericia, Århus og Aalborg, så de kan komme rundt til møder i jobcentrene med mindst muligt tidsforbrug.