Afsked med Birgitte Scharff

Onsdag d. 3. maj sagde Dbio-Hovedstaden farvel til Birgitte Scharff, formand gennem 21 år. Det blev en storslået eftermiddag med mange gæster. Lokalerne i Østbanegade var fyldt til randen med kolleger - både nye og gamle - samarbejdspartnere og familie.

dbio-Hovedstaden
IMG_1160 (550x422) kopi
Lotte Christensen, næstformand og sparringspartner gennem alle årene, havde været i billedarkiverne og sammensat et causeri i ord og billeder om Birgittes lange fagpolitiske karriere. (Desværre var der ingen billeder fra Birgittes fortid som bryggeriarbejder og buschauffør). Det blev et glad gensyn med forskellige nedslag i mange af de tilstedeværendes fælles fortid.
IMG_1161 (550x412)
Dbios formand Bert Asbild konstaterede i sin tale, at intet vil være det samme uden Birgitte. De kunne være uenige om mangt og meget, men ikke i det egentlige. Hun vil blive savnet i Hovedbestyrelsen.
IMG_1180 (277x389)
Britta Mølgaard, regionsformand i Nordjylland, er veteran i ”formandsfaget” og holdt tale for sin formandskollega gennem mange år. Hun roste Birgitte for at være ”godt selskab”, men måtte konstatere, at ”nattesæderne” er blevet færre de senere år.
IMG_1186 (550x412)
Michael Ravn, FTR på Bispebjerg Hospital og RB-medlem, beklagede at hans yndlingsformand nu gik af.  Han nævnte nogle af fællestillidsrepræsentanternes gode oplevelser med Birgitte; incl. nogle practical jokes, der vil leve længe i vores minder. Han anbefalede også, at hun holdt sig fra økologiske madvarer, så hun kunne få konserveringsmidler nok til at holde mange år endnu. Som afslutning fik hun en bloddråbe med teksten "Bevar aldersrenten".
IMG_1196 (550x438)
Endelig sagde Vibeke Westh, formand for DSR-Hovedstaden, tak for godt samarbejde. De har suppleret hinanden, hvor Birgitte var den praktiske, der kunne regne, og Vibeke den, der var bedre til det bløde, fx lobby-arbejdet og de bonede gulve. Hun konstaterede, at selv om Region Hovedstaden ikke er en blødsøden arbejdsgiver, var mændene i det gamle HS i Bredgade også nogle hårde bananer at bide skeer med.

Alle talere fremhævede Birgittes store engagement mht medlemmerne, fagbevægelsen og retfærdigheden!
Et engagement, der aldrig er blevet svækket selv efter disse mange år i kampzonen.
Mange nævnte også hendes respekt for medlemmernes penge. Den har givet sig udtryk i store kampe på diverse kongresser omkring kontingentets størrelse og brug af garantifonden. På regionsniveau er hendes sparsommelighed nærmest legendarisk; hun har faktisk været noget af en fedterøv i alle årene!

IMG_1201 beskåret (550x417)
Birgitte selv takkede for tilliden og samarbejdet. Hun indrømmede, at det var en dag med blandede følelser, for selvom hun havde glædet sig, var det ikke rart at sige farvel. Dertil havde dbio fyldt for meget.
Hun opfordrede til altid at lytte til medlemmerne, at finde den gamle kampånd frem og ikke lade sig kue af autoriteter. Omkring OK 18 udviklede talen sig til en regulær brandtale, som vi kender Birgitte så godt for.

Lidt fakta om Birgitte

Birgitte blev uddannet på KBA-Roskilde, hvor hun blev færdig i 1979. Efterfølgende kom hun til Rigshospitalet på klin.fys og siden til biokemi samme sted. Her fungerede hun som tillidsrepræsentant, og det kan som bekendt føre til meget.
 
I 1996 blev hun kredsformand i kreds 1, som det hed dengang. Her afløste hun og Lotte Christensen kredsstrukturens første formandspar i Hovedstaden Dorthe Pedersen og Jytte Wermuth. I 2006 blev regionsstrukturen en realitet i dbio. Kreds 1, 2 og 3 blev til dbio-Hovedstaden, og Birgitte og Lotte blev valgt til formand og næstformand.
 
Vi kommer til at savne hendes viden, erfaring og engagement. Men vi vil først og fremmest savne personen.

Særligt benyttede sider på dbio.dk