4 generationer bioanalytiker om deres behov og forventninger til arbejdslivet

Fem bioanalytikere fra fire generationer – to fra den meget omtalte generation Z – fortæller om, hvordan de oplever udfordringen med forskellige generationer, forventninger og behov på arbejdspladsen.

Generation Boomer (1945-1960):

"Jeg oplever, at vi boomere og generation X er mere robuste og opdraget med, at man får ryddet bordet"

Aase Schløtel Christensen, bioanalytiker på Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Viborg, født 1958

“Vi modtager ret mange studerende, da der er mangel på praktikpladser her i Region Midtjylland, så dét med at samarbejde med de helt unge er i høj grad en del af vores travle hverdag. Når det gælder de helt nyuddannede kolleger, har de meget lidt rutine og praktisk erfaring med sig. De er mere teoretisk anlagte. I modsætning til os, der er uddannet via mesterlæren og har været i faget i over 40 år. Måske kommer de også med nogle forventninger, som slet ikke svarer til vores dagligdag. Nogle af dem har det svært med patientkontakten, andre bruger måske uddannelsen som springbræt til videregående uddannelser. Nogle er heller ikke så ‘belastbare’, hverken psykisk eller fysisk, og har måske forskellige udfordringer med i bagagen. Det fylder også noget.

Jeg oplever, at vi boomere og generation X er mere robuste og opdraget med, at man får ryddet bordet, så der ikke ligger opgaver til næste dag. Tidligere kunne en bioanalytiker også udføre alle vagtanalyser på laboratoriet. I dag er vi delt op i team med forskellige kompetencer, hvilket har været svært at acceptere for os gamle i gårde. Til gengæld er de unge hamrende gode til alt det med it, og vi har måttet sande, at mobiltelefonen og de elektroniske forskrifter er blevet en del af vores arbejdsredskaber. Jeg har også selv oplevet, at en studerende er kommet og har sagt: ‘Ved du hvad, Aase, hvis du lige gør sådan, så …’ Og så siger jeg da ‘tusind tak’, for det er jo berigende.

Vi er også meget glade for de studerende, der hjælper os med at klare vagterne fx i weekenden. Her har de mulighed for at øve det praktiske og får måske lyst til at blive en del af vores team, når de er færdiguddannede. Det er jo især i vagterne, at vi styrker samarbejdet på tværs af generationerne og lærer af hinandens erfaringer.”

Generation X (1960-1980):

"Vi har også fået en strikkecafé, der også er for alle generationerne. Og endda på en stor og meget travl afdeling"

Lotte Sølling Jørgensen, bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge, født 1969

“Vi har heldigvis et rigtig godt samspil på vores arbejdsplads – unge, medio og ældre. Men vi gør os også ret meget umage med at tage godt imod de unge; det er vi ganske enkelt nødt til, da vi har svært ved at få personale og gerne vil have, at de bliver her i mange år. Fx fandt vi ud af, at det er bedre at matche en helt nyansat med en ‘buddy’, der også er forholdsvis nyansat, fordi de så forstår hinanden og de spørgsmål, man kan have som ny. Tidligere var det en lidt ældre og mere erfaren kollega, der blev udvalgt til den opgave.

Vores afdelingsleder har også jævnlige samtaler med de nyansatte, da vi helst ikke vil have, at noget går galt tidligt i ansættelsesforløbet. Selv er jeg meget begejstret for at have unge kolleger, fordi de kommer med en frisk energi og nye øjne, som også tvinger mig til at være åben. Jeg er superbruger og er med til at oplære dem, og det er så dejligt, når de unge får mig til at gentænke den viden, jeg skal give videre. Så man lige bliver mindet om, hvorfor procedurerne egentlig er, som de er.

De unge er også kommet med flere idéer til det sociale. Bl.a. er det to unge kolleger, der fik oprettet vores Instagram-konto. Det er også to yngre medarbejdere, der – som noget ret nyt – er blevet udnævnt som ‘glædesambassadører’. De har bl.a. skaffet os en frugtordning og har afholdt arrangementer for hele afdelingen. Vi har også fået en strikkecafé, der også er for alle generationerne. Og endda på en stor og meget travl afdeling. Og det er bare så fedt, når vi griner sammen på tværs af generationerne. Det giver mig glæde i min hverdag.

Men jeg kan også godt mærke, at de unge har brug for mere støtte end de ældre, og det er vi opmærksomme på. Men en arbejdsplads skal kunne omfavne alle generationer og deres særlige behov. Det er bare en pligt. Og det gælder naturligvis også de ældres behov. Ligesom de unge også skal være indstillet på at kunne tage ved lære af vores erfaringer. Vi er forskellige steder i livet, men har alle et behov for at føle os som en del af fællesskabet.”

Generation Y (1980-1995):

"Det er nu især i forholdet til mobiltelefoner, at jeg kan se en markant forskel mellem generationerne"

Charlotte Lund, uddannelseskoordinator og AMiR på Patologisk Institut, Regionshospitalet Nordjylland, Hjørring, født 1989

“Det er ikke et emne, vi ligefrem snakker om i kaffestuen – generationsforskelle – men vores leder har da talt om det, og jeg har selv hørt om det i underviserregi for flere år siden. Det er så noget ret nyt, at det er så højt oppe på dagsordenen lige nu. Men det er også faktorer, der betyder noget, for vi ser forskelligt på visse ting.

Fx kan nogle boomere have svært ved at forstå, at børnefamilierne er så pressede. De har jo barns sygedag, en lang barsel og andre goder, som ikke fandtes før. Selv bliver jeg ikke ramt, da jeg ikke har børn, men det er en konflikt, der er oppe at vende en gang imellem. Det bliver sådan lidt en ting om, hvem der har eller har haft det hårdest.

Men man kan jo ikke beskylde én bestemt generation for at være forkert; enhver generation er produkter af det samfund, der har skabt dem. Jeg er jo selv fra millennialgenerationen, altså generation Y, og befinder mig derfor midt mellem de to yderpunkter på arbejdspladsen.

Det er nu især i forholdet til mobiltelefoner, at jeg kan se en markant forskel mellem generationerne, og det er en diskussion, jeg har med min chef. Vi har et forbud mod at have mobilen i lommen, da ledelsen mener, at vi skal koncentrere os om arbejdet. Her mener de unge, at man bør lade medarbejderen selv administrere brugen af telefonen, og jeg mener heller ikke, at et forbud er den rette vej. Det arbejder vi så lidt på at nå til enighed om.

Med hensyn til alder og erfaring har jeg oplevet, at nogle ældre kolleger ofte sætter en ære i at kunne lære fra sig. Det kolliderer sommetider med min generations ønske om at prøve at finde vores egen vej. Det kan godt lede til nogle misforståelser. At de unge skulle være særligt følsomme – ja, det er måske tilfældet hos nogle, der fx hurtigt melder sig syge. På den anden side ser vi også det modsatte, nemlig at de er så pligtopfyldende, at de møder op, på trods af at de er dårlige. Det er jo heller ikke godt.

Vi hører også indimellem, at generation Z skulle være særligt arbejdssky. Jeg har så selv haft to – meget dygtige – studerende, der tværtimod var underlagt en perfekthedskultur, de tjekkede deres ting igennem igen og igen og igen; de ville være helt sikre på, at alle detaljer var i orden. Der har man lyst til at sige: ‘Tag det nu lidt roligt.’”

Generation Z (1995-2001):

"Så jeg kan godt genkende det med, at vi yngre nok er lidt mere følsomme. Vi taler også mere om vores følelser"

Emma Cassøe Fyhn, bioanalytiker, Biokemi og Immunologi, Sygehus Lillebælt, Kolding, født 1995

“Nå, så jeg er fra generation Z? OK! Det er ikke noget, jeg rigtigt går op i. Jo, jeg kender godt udtrykket ‘boomer’, men det med generationer betyder ikke noget her. Vi har en rigtig god arbejdsplads, hvor alle arbejder sammen på tværs af aldersgrupper. Vi går også til frokost sammen, som det nu passer. Og deltager i fælles arrangementer, vi har fx brætspilsaftener, som alle deltager i. Ingen aldersopdeling dér heller.

Jeg oplever egentlig ikke, at der er stor forskel på dem, der er mere erfarne, og os, der er mere nye på arbejdspladsen. Jeg har været her siden 2020, og jeg husker, at jeg allerede som ret nyansat kunne blive spurgt af ældre kolleger om noget, som jeg tilfældigvis var den seneste, der var blevet oplært i. Men med hensyn til de ældre; de er jo i et fag, hvor de også konstant skal sætte sig ind i alt det nye.

Jeg tænker, at det betyder, at man ikke ser aldersforskelle som et problem; vi skal kunne nogle bestemte ting og har nogle bestemte vilkår, og det gælder os alle. De ældre er måske lidt mere indstillet på at få ryddet bordet, inden de går hjem, og bliver gerne de to minutter ekstra for at blive færdige. Der er vi yngre mere fokuserede på at passe på os selv og gå til tiden. Så jeg kan godt genkende det med, at vi yngre nok er lidt mere følsomme. Vi taler også mere om vores følelser. Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at vi taler højt om det, når vi – en sjælden gang, heldigvis – er udsat for en voldsom episode; fx et hjertestop.

Jeg ved ikke, om det kun handler om, at de ældre kolleger har oplevet den slags flere gange og bare ikke bliver så påvirkede af det. Det følelsesmæssigt høje pres er faktisk et fokusområde på vores afdeling; vi skal sørge for at få de voldsomme episoder anmeldt, så vi kan passe på os selv og hinanden som kolleger.”

Generation Z (1995-2001):

"Jeg påtaler det fx, hvis nogen kommer med en eller anden nedgørende ‘tøhø’-kommentar om køn eller seksualitet"

Karoline Greve Sørensen, forskningsbioanalytiker, Afdeling for Klinisk Biokemi, Rigshospitalet, født 1997

“Jeg er faktisk ret opmærksom på, hvordan der bliver talt om min generation. Og kan sagtens genkende den med, at vi har super meget fokus på at ville udvikle os og hurtigt skifter til noget andet, hvis vi ikke er tilfredse. Den utålmodighed og nysgerrighed har jeg selv. Jeg har fx været på min afdeling i halvandet år, siden jeg blev færdiguddannet, men skiftede i november fra et job i rutinen til et job som forskningsbioanalytiker. Der har jeg fået mere frihed og skal fx ikke gå i vagt.

Jeg ved ikke, om jeg som sådan accepterer faste hierarkier eller strukturer på en arbejdsplads. Men jeg respekterer rigtig meget erfaring. Jeg er faktisk ret ydmyg over for, at nogen, der ved mere, kan lære mig noget.

Vi Z’ere bliver også omtalt som følsomme. Det er nok også korrekt, men først og fremmest er vi nok bare bedre til at tale om det, der er svært, end vores forældre var. I det hele tage råber vi nok lidt højere end tidligere generationer. Det gør jeg i alt fald selv. Også gerne på andres vegne.

Jeg påtaler det fx, hvis nogen kommer med en eller anden nedgørende ‘tøhø’-kommentar om køn eller seksualitet. Det mener jeg ikke bare skal tysses ned med, at den slags jo er noget, ‘boomere bare ikke forstår …’ Nogle vil nok sige, at jeg er woke (optaget af og påpeger social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling el.lign.), og det står jeg gerne ved.

Jeg mener også, at jeg har krav på opmærksomhed fra min leder. At jeg bliver set og ikke bare opfattes som en møtrik i maskineriet. Ja, jeg synes da, at min arbejdsplads skylder mig noget på den måde. Det går begge veje. Livet er bare for kort til at acceptere mindre, end man fortjener.”

Læs også: