Nørderi til gavn for patienten

Den tredje værdi i bioanalytikernes professionsidentitet handler om at nørde til gavn for patienten. 

Ifølge Den Danske Ordbog betyder nørderi ’indgående og passioneret beskæftigelse med et bestemt emne eller gøremål’, og sådan har bioanalytikerne det med deres fag. De er stolte af deres faglige viden, kunnen og grundighed:

  • ”Vi nørder mere, det er vores spidskompetence.”
  • ”Vi vil gerne forstå, helt, baggrunden og teorien bag arbejdet. Kende argumenterne.”
  • ”Fagligheden er til gavn for patienter, og vi stiller vores egen nysgerrighed.”
  • ”Man propper en lille del af sig selv i analysearbejdet og sætter en ære i at udføre arbejdet ordentligt.”

Bioanalytikerne har mange beskrivelser af, hvad det vil sige at nørde i praksis. De fremhæver især evnen til at undre sig, være kritisk og sætte spørgsmålstegn. Det kræver, at man er opmærksom og har et skarpt blik for detaljer og uoverensstemmelser:

”Det er rigtigt vigtigt, at man undrer sig, hvis noget ikke er, som det plejer, og noget sker, som man ikke har forventet.”
Bioanalytiker
  • ”Hvis der pludselig er en hæmaglobin på 3,5, som ellers skulle være på 8, så skal man spørge, er det sandsynligt, hvor gammel er den patient, kan prøven være taget i en droparm osv.? Man skal undre sig.”
  • ”Vi kender baggrunden for et svar. Hvis det har ændret sig 0,5%, så er det måske kvaliteten, der er anderledes, og ikke diagnosen. Tolkningen har vi styr på, og vi har viden om supplerende analyser.”
  • Det er ”også at stille spørgsmål ved, hvad det er for en kvalitet, vi skal yde, så vi ikke bare moser derudad, men også reflekterer over det.”
  • ”Hvis man ikke undrer sig, så udvikler man sig ikke eller stiller spørgsmål som, hvorfor gør vi det her, eller er denne måde den smarteste?”
  • ”Vi vil så gerne forstå hvorfor dig og dat. Hvad er baggrunden for det? Vi vil ikke bare følge procedurer blindt, det skal give mening, ikke bare fordi nogen siger det.”

Når bioanalytikerne undrer sig over noget, arbejder de meget vedholdende på at løse udfordringen, som nogle fortæller her:

  • ”Vi er ikke tilfredse med et halvt svar.”
  • ”Vi har skrevet nørd. Vi vil helt til bunds. Vi vil sikre, at det bliver gjort korrekt.”
  • ”Vi bliver ved med at prøve at finde den sande værdi, ikke feje under gulvtæppet.”

Det er en grundlæggende indstilling i professionen, som bioanalytikerne har adskillige ord for: Dedikeret, grundig, kompromisløs, kontrolfreak, omhyggelig, perfektionistisk, pertentlig, standhaftig og stædig.

Flere bioanalytikere nævner, at det er deres specialistviden, der gør dem i stand til at afvige fra systematikken:

  • ”Så må ens faglighed overtrumfe den der forskrift. Vi skal ikke bare være sådan en robot. Hvis man ikke har alt i skabet, så må man improvisere.”
  • ”Vi har en faglighed, der gør, at vi kan agere uden for forskrifterne og stadig være ansvarlige og kvalitetsbevidste og være sikre på, at der er et korrekt svar.”
  • ”Ved antistofudredning har vi nogle punkter, vi skal igennem helt systematisk. Hvis det skal gå lidt hurtigere, så kan vi også bryde lidt op i tingene og tænke lidt ud af boksen og kreativt, stadig med kvaliteten i baghovedet.”

Bioanalytikere fortæller, at de har været lean-specialister, længe før konceptet blev introduceret, og de stiller gerne spørgsmål til måden, arbejdet tilrettelægges og udføres på. Der er altid mulighed for at optimere og skabe bedre flow: ”Kan vi gøre det her bedre? Det tror jeg, vi er rigtigt mange, der går rundt og spørger til daglig. Hvordan kan vi gøre det smartere, bedre, billigere.” Det giver arbejdsglæde: ”Vi er direkte med til at gennemføre forbedringer, og den følelse af medindflydelse er meget motiverende.”

En vigtig del af nørderiet er at få nye input og udvikle sig. Bioanalytikerne oplever, at der er et stort videbegær i professionen og en forpligtelse til at være opsøgende og følge med udviklingen:

  • ”Vi er ikke bange for, at det er udfordrende, fornemmer jeg med bioanalytikerne. De er altid nysgerrige på ny viden, og de vil gerne være en del af ny forskning.”
  • ”Man skal være opsøgende, selv finde viden og holde sig fagligt ajour og uddanne sig videre.”
  • ”Det er jo altid spændende, hver gang man får lov til at lære noget nyt, det gør arbejdet mere varieret. Så det, at jeg får lov til at være med i noget, der er anderledes end det sædvanlige, er selvfølgelig med til at fastholde gnisten og gøre mit arbejde spændende.”
  • ”En ting er, at man går på arbejde og ser ens kolleger, men man skal også være engageret i sit fag. Vi kan ikke forlange, at alle er det lige meget, men hvis der ikke er nogen, der er det, så dør faget.”
”Der er altid mulighed for at udvikle sig. Der er altid progression.”
Bioanalytiker

Den store passion for faget indebærer også, at nogle bekymrer sig om dens fremtid, og hvordan kernefagligheden påvirkes af f.eks. automatisering, en ændret grunduddannelse, færre ressourcer til kompetenceudvikling og tab af viden, når de specialeuddannede går på pension. I professionen er der forskellige opfattelser af, hvor stærk den monofaglige kerne er. Er den i nød, eller er den anderledes i dag? Det er fortsat en diskussion værd.

Særligt benyttede sider på dbio.dk