Fagforeningen gav morgenmad og arbejdsmiljøpris i Aarhus

Kate Juul Strandgaard får dbio’s arbejdsmiljøpris 2014/15 for sin rapport ”Forandring og bekymring – to sider af samme sag?”, der beskæftiger sig med bioanalytikernes arbejdsmiljø i en forandringstid.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

arbejdsmiljopris2

Nedskæringer, omstruktureringer, fusioner og rationaliseringer er en del af hverdagen for mange bioanalytikere. Helt aktuelt har Region Midtjylland offentliggjort forslag til besparelser på 699 mio. kroner.

Blandt andet derfor går dbio’s arbejdsmiljøpris 2014/15 til rapporten ”Forandring og bekymring – to sider af samme sag?”, der er skrevet af Kate Juul Strandgaard, ledende bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Prisen blev overrakt tirsdag 28. april, hvor dbio var vært for morgenbrød på de tre matrikler under Aarhus Universitetshospital, hvor Kate Juul Strandgaard har sin daglige gang som ledende bioanalytiker.

Inspiration til at lykkes med forandringer

”dbio håber, at din rapport vil indgå som inspirationsværktøj til andre, der skal i gang med forandringsprocesser for eksempel en fusion, omstrukturering eller lignende, for de elementer, der peges på i rapporten, er universel i forhold til den kultur, der er på arbejdspladsen anno 2015, og nok også mange år fremover,” sagde næstformand Solveig Dein Kjeldgaard, som overakte arbejdsmiljøprisen på Skejby Sygehus.

Kate Juul Strandgaards rapport ”Forandring og bekymring – to sider af samme sag?” er publiceret som faglig artikel i maj-udgaven af fagbladet, og hele rapporten kan findes på dbio.dk under Alt om arbejdsmiljø.

Med arbejdsmiljøprisen følger en pengegave på 10.000 kr. som Kate Juul Strandgaard blandt andet kan få gavn af, når hun i perioden 4. maj - 2. juni deltager i udvekslingsprogrammet Hope under overskriften ”Hospitals 2020” på Helsinki University Hospital I Finland. 

arbejdsmiljopris1
Kate Juul Strandgaard (tv) konkluderer blandt andet i sin rapport, at uvished om fremtiden fylder meget for bioanalytikerne i forbindelse med forandringer. Hun får dbio's arbejdsmiljøpris 2014/15 for sit arbejde, prisen blev overrakt af næstformand Solveig Dein Kjeldgaard.

Særligt benyttede sider på dbio.dk