Opgaveglidning fra patologer til bioanalytikere har været en succes

Ny undersøgelse: Både patologer og bioanalytikere er glade, kvaliteten er i top, og stadig flere organer er kommet til, siden udskæringen af de første komplekse præparater ”gled” fra patologer til bioanalytikere.

Nyhed
Skrevet af
Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
Patologi

Tema om opgaveglidning indenfor patologien. Foto: Helle Arensbak.

”Min undersøgelse viser, at 100 bioanalytikere nu er oplært i udskæring af komplekst væv, og 53 bioanalytikere har taget diplomkurset i udskæring. Det er virkeligt mange,” siger Lone Bojesen, bioanalytiker og kvalitetskoordinator i Patologisk Afdeling på Herlev Hospital.

Hun har netop gjort status over udviklingen med en spørgeskemaundersøgelse udsendt til samtlige patologiske afdelinger i landet. 13 ud af 14 mulige har svaret.

Hendes undersøgelse viser, at der er stor variation i, hvor meget forskelligt væv bioanalytikerne skærer ud. I Holstebro rummer listen 13 forskellige typer væv, mens listen fra Randers er på fire.

Lægemangel lig med opgaveglidning

”Det er stadig tydeligt at se, at bioanalytikerne skærer rigtigt meget ud i de områder, hvor lægemanglen har været størst. Opgaveglidningen er startet de steder, men har så bredt sig til hele landet, efterhånden som lægerne har fundet ud af, at bioanalytikerne kan klare opgaven,” siger Lone Bojesen.

Fra lægerne er der udelukkende ros til bioanalytikernes kompetencer med skalpellen: ”Begejstrede, meget tilfredsstillende kvalitet, på niveau med reservelæger, glade for at blive aflastet i udskæringen,” lyder nogle af udsagnene.

Bioanalytikernes egne kommentarer er bl.a.: ”Vi trives med de nye udfordringer, som giver faglig tilfredsstillelse”. Bioanalytikerne fra Næstved fremhæver desuden, at det er blevet nemmere at planlægge dagen, når udskæringsarbejdet ligger i deres egen gruppe.


Læs hele temaet om opgaveglidning i Fagbladet nr. 11

  • REPORTAGE: ” Giver glæde selv at skære ud”
  • DEBAT: Hvor langt kan vi gå?
  • UDDANNELSE: Et kursus, som både arbejdsgivere og deltagere elsker​​​

I patologien i Odense er det nu også bioanalytikere, der perfusionsfikserer lunger og lungelapper. 

Her på videoen kan du se, hvordan en sådan fiksering foregår. Lungelappen er kommet direkte fra operationsbordet til laboratoriets friskvævs-område – akutrummet. 

Når friskt væv ankommer, lægger bioanalytikerne, hvad de har i hænderne og går i gang med at perfusionsfiksere vævet.  Det foregår ved, at der sprøjtes 4% neutral buffet formalin ind i lungevævet, så det også fikseres indefra.

Det giver en hurtigere og mere optimal fiksering, idet alveolerne i lungevævet fyldes med formalin og holdes i deres ”oppustede” form. Efterfølgende kommes lungelappen i formalin til næste dag, hvor det er patologer, som skærer den ud.

UDSKÆRING I ODENSE
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk