”Truslerne sad længe i kroppen”

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør 

Bioanalytiker Louise skulle tage en blodprøve på et lille barn, der var indlagt på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Forældrene ønskede at sidde med barnet, så Louise ville være nødt til at tage blodprøven i en meget akavet stilling.

I Louises afdeling havde de meget fokus på ergonomi, og desuden var hun gravid, så Louise forsøgte at foreslå, at barnet blev flyttet over på et puslebord. Så hun sagde til forældrene, at hun ikke kunne tage
blodprøven, mens de sad med barnet.

”Jeg kan mærke allerede der, at situationen kan udvikle sig, så jeg siger til dem og den sygeplejerske, som er med inde på stuen, at ”så finder jeg en anden, der kan stikke barnet,” fortæller Louise.

”Du er ved at slå mit barn ihjel”

Hun forlod derefter stuen. Problemet var bare, at hverken forældre eller sygeplejerske havde hørt, at hun ville sørge for, at en anden bioanalytiker kom og tog prøven på barnet. 10 minutter efter fandt faderen hende på gangen og gav sig til at overfuse hende.

”Du er ved at slå mit barn ihjel,” råbte han plus en masse andre ukvemsord.

Louises graviditet gjorde hende særligt følsom, så hun gav sig til at græde, mens hun prøvede at forklare ham, at hun havde tilkaldt en anden til at tage prøven på hans barn. At der var sket en misforståelse. Han fortsatte sine verbale trusler, og hun gik ud i et skyllerum for at komme væk fra situationen.

Ville klage

Da hun kom ud derfra, opsøgte faderen hende igen. Han ville nu have hendes navn, så han kunne klage over hende. Han gik helt tæt på hende og truede med, at han ville ødelægge hendes fremtid, og truede hendes familie. Mens det foregik, ankom kollegaen, der skulle tage over for Louise, og hun fik sat en stopper for den ophidsede mand.

”Nu stopper du. Du kan jo se, at hun er ked af det,” sagde hun til faderen.

Hun sendte Louise ned i afdelingen med besked om, at hun skulle få talt med nogle kolleger om det, der var sket.

”Heldigvis var Claudia, som er arbejdsmiljørepræsentant, på arbejde, og jeg fik snakket det igennem med hende og med andre gode kolleger. Hændelsen blev også anmeldt med det samme, mens den var frisk i erindring,” husker Louise.

To år efter

Episoden skete for to år siden, men der er stadig eftervirkninger.

”Hvis jeg kan se, at en situation er ved at udvikle sig truende, så accepterer jeg nok i højere grad end tidligere at tage prøven i en uhensigtsmæssig arbejdsstilling. Ja, jeg trodser nok hyppigere mine principper,” erkender Louise.

Hun er også blevet mere opmærksom på, hvordan hun kan imødegå lignende situationer

”Jeg lægger nok mere mærke til patienters og pårørendes kropssprog og til de ting, de siger. Men jeg har ikke ændret den måde, jeg kommunikerer på. Jeg synes, at jeg normalt er rigtig god til at tale med patienterne, og jeg er meget glad for patientkontakten. Den giver så mange gode oplevelser i øvrigt,” siger Louise.

Patientens situation

Er det acceptabelt, at man som bioanalytiker kan blive udsat for vold eller trusler om vold fra patienter og pårørende?

”Nej, det er ikke i orden. Overhovedet ikke. Men vi er jo også nødt til at tænke på og kunne sætte os lidt ind i patientens og familiens situation. I mit tilfælde sad forældrene jo i en presset situation med et meget lille og sygt barn,” siger Louise.

For hende går der en skillelinje ved, om truslerne bliver af personlig karakter.

”Personlige angreb er ikke acceptable, der går min grænse,” siger hun.

​Anmeld, anmeld, anmeld 15% af jer, der har patientkontakt, svarede i dbio´s arbejdsmiljøundersøgelse, at I har oplevet vold eller trusler om vold.

Jeg var dybt forundret over det høje tal, for jeg har ikke hørt medlemmer tale om vold og trusler som et problem, dbio skulle tage fat på. Når jeg funderer over resultatet, når jeg derfor frem til ét spørgsmål: Er vold tabubelagt i vores fag?

Det kunne det meget vel være. Vi er uhyre pligtopfyldende og ordentlige mennesker. Vi udfører vores arbejde minutiøst korrekt, og vi klager meget sjældent – patienterne har jo brug for os.

Jeg kan kun opfordre jer til at altid at anmelde vold og trusler om vold. Det skal registreres, og som arbejdsmiljørepræ- sentant Claudia Helena Fiszman Frandsen siger her i bladet: ”Hellere anmelde en gang for meget end en for lidt”.

Camilla Bjerre, næstformand i dbio