Bioanalytiker Mette Bille skal med Røde Kors til Myanmar

Afgang. Mette Bille skal som den første danske bioanalytiker på international mission med Røde Kors. Den 10. oktober er der afgang mod Laiza i det nordøstlige Myanmar, hvor der er væbnet konflikt mellem forskellige minioritetsgrupper og regeringshæren.

Nyhed
Mette_RodeKors
Mette Bille fra Næstved skal to måneder til det uroplagede nordøstlige Myanmar, hvor hun skal arbejde som laboratoriespecialist for Røde Kors. Foto: Kristian Brasen

Af Niels C. Jensen, journalist

Som den første danske bioanalytiker skal Mette Bille på en international Røde Kors mission. Helt konkret skal Mette Bille til Laiza i det nordøstlige Myanmar, hvor forskellige minoritetsgrupper og regeringshæren er i væbnet konflikt.

Mettes job som "laboratoriespecialist" bliver at kvalitetssikre arbejdet og vejlede personalet på laboratoriet på hospitalet i Laiza. Til daglig er Mette Bille ledende bioanalytiker på Klinisk Immunologisk Afdeling/Transfusionscentret, Næstved Sygehus.

"Jeg glæder mig rigtig meget. Men jeg har også ondt i maven, for kan jeg nu indfri alle forventningerne," siger Mette Bille.

Brok over det mest banale

Som nævnt er det første gang, at en dansk bioanalytiker skal på mission med det internationale Røde Kors. I februar bragte fagbladet og dbio.dk  et interview med Mette Bille, hvor hun blandt andet forklarer, hvad der fik hende til at søge jobbet som bioanalytiker i det internationale beredskab.

”Det gjorde noget ved mig (at være på studieophold i et kriseramt Grækenland red.). Jeg havde aldrig overvejet at arbejde i Røde Kors, men da jeg kom hjem fra Grækenland og hørte folk brokke sig over de mest banale ting, skete der noget med mig,” fortæller Mette Bille.

På nuværende tidspunkt er der tre bioanalytikere fra Danmark tilknyttet det internationale beredskab i Røde Kors, udover Mette Bille er det Therese Gudmann Hvid og Charlotte Birk Olsen.

  • 10.000 personer berørt af konflikten i Shan-området har modtaget hjælp i form af kontanter eller basisting.
  • Adgangen til sundhedssystemet er forbedret takket være 10 hospitaler i områderne Shan, Rakhine og Kachin
  • Over 14.000 personer har fået adgang til vand og sanitetsforhold
  • 1600 personer har lært mere om farer ved landminer
  • 1400 personer med handicap har været på Røde Kors’ genoptræningscentre

Kilde: Det internationale Røde Kors,  www.icrc.org

Særligt benyttede sider på dbio.dk