Nu slagtes hverdagens pusterum og bonusfridage

Flere og flere arbejdsgivere har fået øjnene op for, at de kutymemæssige pauser kan gøres op i effektiv arbejdstid. Fortæl det til dbio, hvis du også oplever, at jeres pauser eller fridage forsvinder.

Nyhed
0153
De 10 minutters kaffepause om formiddagen kan være i fare, når HR-afdelinger landet over forsøger at finde besparelser. Foto: Lars Bahl (2006)

Der er de pauser og goder, som står i overenskomsten. Og så er der alle de andre små pauser i hverdagen, som er kutymer – etableret på arbejdspladsen gennem årene. Det kan fx være de 10 minutters kaffepauser om formiddagen eller om eftermiddagen.

Eller rygepausen, som måske tager lidt ekstra tid nu, hvor man skal uden for matriklen for at få sig en smøg. Eller fridagen, når man fylder 60, og festligheden, når man har jubilæum.

Flere og flere arbejdsgivere har fået øjnene op for, at de kutymemæssige pauser kan gøres op i effektiv arbejdstid. På arbejdspladser i Staten som fx SKAT og Social- og Indenrigsministeriet har de med et pennestrøg fjernet de hidtidige kutymefridage som juleaften, nytårsaften og grundlovsdag. De er nu arbejdsdage.

I Lolland Kommune jagter de ekstra arbejdstid ved at forbyde de ansatte at have små pusterum i løbet af dagen. Ligesom de fjerner formiddagspausen for alle de ansatte i administrationen.

”Dumt, de små pauser og fejring af en ældre kollega giver netop energi”

Danske Bioanalytikeres formand, Bert Asbild, er bekymret over udviklingen.

”Det vil være rigtig dumt af arbejdsgiverne at sløjfe arbejdsdagens pusterum. Tænk bare på den energi og arbejdsglæde, medarbejderne får ud af en hyggelig kaffepause, hvor der kan vendes både private og arbejdsmæssige spørgsmål.

Eller det sammenhold, det giver, når kollegerne får lov til at bruge et par timer på at hylde en ældre kollega, som har jubilæum.  Beskedne pauser på en hel arbejdsdag – for ikke at tale om et helt arbejdsliv,” siger Bert Asbild. Han minder også om, at effektivitet i arbejdsdagen ikke kun handler om produktion.

”Pauser er ikke kun tidsspilde. De giver anledning til videndeling og er med til at understøtte det gode psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen.”

Giv os besked

Han opfordrer medlemmerne til at melde ind til dbio, hvis de oplever, at nogle af deres kutymemæssige pauser og fridage pludselig fjernes.

”Vi vil rigtig gerne vide, hvad der sker ude hos jer. Oplever I også, at I pludselig ikke længere kan få lov til at mødes til kaffe fredag morgen? Eller at den fridag, I plejer at kunne få, hvis I skal flytte, er inddraget? Det vil vi i Danske Bioanalytikere meget gerne vide,” siger Bert Asbild.

  • Hvis du på din arbejdsplads oplever, at arbejdsgiver vil opsige kutymer om fridage eller andet, kan du altid tage fat i din tillidsrepræsentant eller din regionsformand, så I sammen kan drøfte, hvad I kan gøre.
  • Du finder kontaktoplysningerne på www.dbio.dk/findos

Særligt benyttede sider på dbio.dk