Det bedste for patienten

Bioanalytikerne fortæller, at de er meget bevidste om, at de arbejder med et unikt materiale, og at svarene har stor betydning for patienterne. Ansvarsfølelsen er stærk, uanset om man har direkte patientkontakt eller ej: ”Vi vil gerne gøre det så godt så muligt. Der er jo en patient i den anden ende. Hvis jeg selv engang får fjernet noget væv, vil jeg håbe, at en anden også gør sit bedste.”

Bag hver prøve er der en patient, som man siger i faggruppen, og ”hvis arbejdet ikke er i orden, så får patienterne ikke den behandling, de skal have.” Bioanalytikerne fortæller, at det giver mening og arbejdsglæde at vide, at man hjælper andre mennesker:

• ”Vi får heldigvis opdateringer fra lægerne. De ved, vi er interesserede i at høre, hvordan det går med patienterne. Det er rigtigt rart at høre, når det går godt.”
• ”Et æg er ikke bare et æg, det kan se ud på mange forskellige måder. Det bedste er jo, når de kommer med deres børn bagefter, og så tænker man, nå det var dig, der drillede så meget.”

Bioanalytikernes ansvarlighed for patienten kan også vise sig ved små omsorgshandlinger: ”Hvis hr. Jensen siger, han er tørstig eller ligger dårligt, så tænker jeg, det er 100 gange hurtigere at finde det vand til ham eller rette på den pude. Han er også min patient, i hvert fald i hans verden.” Eller bioanalytikerne kan gøre en ekstra indsats for at minimere skader: ”Vi har haft maskiner, der ikke virkede. Der føler man et kæmpe ansvar for dem, der har fået radioaktivitet uden at kunne få svar, og vi prøver at undersøge, om de kan blive scannet andre steder.”

Nogle bioanalytikere beskriver sig selv som patientens advokat, og de insisterer på at gå i dialog om de analyser, der er bestilt. Patienten skal spares for overflødige prøver og undersøgelser, der belaster dem: ”Jeg oplever tit i mit daglige arbejde, at det er os bioanalytikere, der tænker på patientens tarv. Jeg spørger tit sygeplejersker, om de blodprøver, patienten skal have taget, ikke kan vente eller slås sammen, så patienten slipper for alle de prik, for det er ikke bare en blodprøve, men et lille indgreb.”

Bioanalytikere med patientkontakt fortæller, at det kan være et dilemma, om patienten eller prøven/undersøgelsen skal mest i fokus. Et hyppigt nævnt eksempel lyder, at hvor sygeplejersken er optaget af, hvordan patienten har det, er bioanalytikeren fokuseret på at få et godt analyseresultat. Noget tyder dog på, at bioanalytikernes tilgang til patienterne er mere nuanceret:

• ”Der er kommet flere bløde værdier i spil, man sidder med patienten som et helt menneske og ikke bare et stykke af et menneske.”
• ”Jeg havde egentligt mest lyst til at vælge bløde tillægsord, fordi jeg synes, det er det, der gør at jeg er en god bioanalytiker i mine patienters og kollegers øjne. At drage omsorg for mine patienter er f.eks. at lytte til deres ængstelse over et fremtidigt forløb, også selv om jeg ikke bliver en del af det. Ofte lægger vi øre til mange skæbner, og derfor er det for mig vigtigt at være tilstede der og give patienterne den omsorg, de har brug for. Vi skal være effektive ja vist, men ikke så effektive, at vi overser et medmenneske, der rækker ud efter os.”
• ”Vi er kommet tættere på patienterne og føler os mere ansvarlige for patientforløb. Tidligere aflyste vi gladeligt operationer for at nørde med prøven i laboratoriet.”

  ”Noget af det, jeg synes er forskelligt, fra dengang jeg blev uddannet, er, at vi var meget fokuseret på vores resultater. Vi er blevet mere opmærksomme på, at vi også vil det bedste for patienten. Ja, vi skal lave rigtige svar, men vi skal det bedste for patienten. Også i samarbejde med andre. Der er kommet en anden omsorg for patienten.”