Parate til tværfagligt samarbejde

En anden måde at åbne sig for omverdenen er at samarbejde med andre faggrupper. Mange bioanalytikere oplever, at det tværfaglige samarbejde gavner den fælles opgaveløsning: ”Vi har et fantastisk team, hvor vi snakker på kryds og tværs. Det gør det mere spændende, og det går nemmere og hurtigere og bedre.” Det kan være de små ting, der får arbejdet til at glide nemmere: ”Når du henter et glas vand, en pude og stopper en alarm, så opbygger du en goodwill derude, og så hjælper de også os.”

Flere fortæller, at bioanalytikerne også får nye muligheder for at bruge deres ressourcer anderledes: ”Vi breder os mere, der kommer andre arbejdsopgaver, vi kan lave noget for lægerne”, og ”andre har også fået øjnene op for, at vi har nogle basisværdier, der kan bruges, hvor man tidligere har brugt sygeplejersker eller læger.” Professionen er bevidst om, hvad den kan, og nogle bioanalytikere går nye veje for at bringe deres kompetencer i spil: ”For mig bliver det tydeligt i teamet, hvordan vi kan byde ind i forhold til hinanden. Det gælder om at brede spektret lidt ud, så man får øje på nogle områder, hvor man kan bidrage.”

De erfarne bioanalytikere mindes, at faggruppen ikke blev involveret i tværfagligt samarbejde tidligere, selv om lysten var der: ”Det ville vi også gerne dengang, men det fik vi ikke lov til. Vi skulle passe vores inden for de fire vægge”. Og ”før havde vi nogle meget stramme rammer, hvor man sagde, det her er lægen, det her er kemikeren, det skal bioanalytikeren ikke beskæftige sig med.” De erfaringer har måske ført til en forventning om, at andre faggrupper har initiativretten til det tværfaglige samarbejde:

• ”Hvis en bioanalytiker bliver ringet op og bliver spurgt om et eller andet fagligt, så vil de svare. Vi er også samarbejdsparate. Vi vil så gerne ud med den her viden.”
• ”Vi vil gerne bruges mere.”
• ”Vi vil gerne være mere end laboratoriemus og være mere med, tættere på patienten. Vi vil også gerne arbejde mere tværprofessionelt, vi vil også gerne engagere os i andre fag.”
• ”Vi vil gerne være diagnostiske samarbejdspartnere, men føler ikke, at de andre faggrupper ønsker det.”
• ”Vi får lov til at gå med i patientforløbet.”

Samtidig lyder opfordringen fra flere bioanalytikere, at faggruppen skal blive bedre til at bringe sig selv i spil:

• ”Hvis vi godt kan lide nørderi og det sociale fællesskab, hvordan kommer vi så ud over rampen i forhold til synlighed over for andre faggrupper og patienter?”
• ”Hele den her del med diagnostisk samarbejdspartner kommer meget mere i fokus i årene, der kommer. Vi kan få en helt anden rolle, hvis vi vælger at tage den. Men vi skal også søge den.”
• ”Vi skal ikke være bange for at gå i dialog med andre faggrupper og opsøge ny viden. Jeg har nogle gange spurgt klinikerne, hvad var der galt med den patient? Og hvad skete der videre med ham? Det giver læring. Nogle tænker, jeg er bioanalytiker, og så tager lægen sig af resten, men sådan er det jo ikke. Vi kan lære af lægerne og de af os.”
• ”Vi har også et ansvar for, at man følger vores faglige udvikling videre, så vi ikke bare bliver glemt i forskningsprojekter. Så vi hele tiden byder ind med, hvad vi kan. Så det ikke kun er læger og sygeplejersker, der laver forskning, men at vi også er en del af det team.”
• ”De andre faggrupper er så hurtige, og de har allerede gang i rigtigt meget telemedicin, monitorering i hjemmet med mere. Men de ved ikke, hvad bioanalytikerne kan bidrage med, så vi skal selv gå i dialog med dem.”

Samarbejdet med andre faggrupper er ikke altid let, erkender nogle bioanalytikere, og de oplever, at en af knasterne kan være den kompromisløse tilgang til faglighed og arbejdsgange. I professionen tales der f.eks. om, at man også har pligt til at ”rette” eller ”opdrage” andre faggrupper, hvis de laver fejl eller gør tingene på en måde, som bioanalytikerne synes er uhensigtsmæssig:

• ”Hvis der kommer en læge drønende ind, kan du lige gøre sådan og sådan. Nej, det kan jeg ikke, for det kan jeg ikke stå inde for. Der skal man stå for sin faglighed.”
• ”Når man skal ind på en stue på morgenrunden, og der er en isolationsstue, men sygeplejerskerne har ikke altid tid til at notere, om man skal spritte af med klor eller sprit. Jeg går ikke ind på en stue, hvor der ikke er krydset af.”
• ”Nogle tror, vi er afvisende, men vi laver kun de prøver, der giver mening”.
• ”Er det ikke også det, der clasher i det tværfaglige? Hvis vi siger, det er sådan, vi gør. Vi er måske ikke særlig omstillingsparate til lige præcis det, vi kan. Måske er det dét, der gør, at vi får det her ry? Nogen steder siger de, vi er sure, det er måske, fordi vi er så systematiske. Selvfølgelig skal det være rigtigt, men det kan være en hæmsko for at komme ind i det tværfaglige samarbejde.”

Flere bioanalytikere er meget opmærksomme på, hvordan de kommunikerer, så der både skabes mere forståelse og gode relationer:

• ”Det giver meget, hvis man siger, vi skal tage glassene i den her rækkefølge, fordi – og så forklare det. Så det ikke bare bliver noget surt noget.”
• ”Vi skal forklare, hvad det betyder, når læger eller sygeplejersker sætter krydset forkert eller vælger den forkerte rubrik i den elektroniske rekvisition. Vi har lige så meget ansvar for, at de får en forståelse for vores prøver og analysesvar, som de har for at udfylde rekvisitionen korrekt. Og vi skal ikke træde nogen over tæerne. Det er jo til patientens bedste.” 
• ”Sproget kan sætte en barriere op, og som faggrupper taler vi forskelligt. Vi bioanalytikere er meget faktaorienterede, men vi skal være bevidste om, at andre måske ikke kender vores fagtermer. Vi skal back to basic så at sige – ligesom når vi får studerende. Det dur i hvert fald ikke at stå og pege fingre.”
• ”Man skal nok være lidt diplomatisk i sin omgangstone, når man arbejder i en praksis, hvor de ikke er vant til vores særlige tilgang til tingene. Sådan noget som at systematisere indkøb af utensilier, holde tjek på udløbsdatoer på reagenser og temperaturen i køleskabet – det er jo ikke sådan, at det ikke har været godt før, det kunne bare på mange områder blive bedre. Men det behøver måske ikke at ske på én dag.” 
• ”Her dur det ikke at komme med 120 kilometer i timen og trække noget ned over hovedet på folk. Du skal stikke en finger i jorden, være god til at kommunikere og til at opbygge netværk på de enkelte døgnpladser. Personalet skulle jo gerne se frem til, at vi kommer.” 

At være parat til tværfagligt samarbejde handler også om at lære de andre faggrupper at kende og værdsætte deres særlige kompetencer. Den tilgang fylder meget i grunduddannelsen, fortæller nogle af de unge:

• ”Man kan have en tendens til at sætte sit eget fag og egen viden først og ikke tænke så meget over, hvad det vil betyde for andre faggrupper. Vi har lært at have to professioner, som skal prioriteres lige højt – at andre professioner er lige så vigtige som vores egen.”
• ”I et tværfagligt team bliver man nysgerrig, når man lærer hinanden at kende: Hvorfor gør hun det på den måde? Det har fået os til at se på opgaverne med nye øjne, og det gør det lettere at tænke anderledes.”