Retningslinjer for dbio-studerendes pris for klinikophold
Her kan du læse fundatsen for prisen.
§ 1 Formål
dbio-studerendes pris for klinikophold, der er stiftet af Danske Bioanalytikere, har til formål at anerkende og synliggøre kliniske uddannelsessteder, hvor de studerende i særlig grad udvikler sig fagligt og bliver en del af det kollegiale fællesskab, så man allerede under studiet udvikler en stærk professionsidentitet.
Prisen benævnes dbio-studerendes pris for klinikophold.
Prisen uddeles en gang om året og består af et diplom og 10.000 kr., der gives til uddannelsesstedet.
dbio-studerendes pris for klinikophold er stiftet som følge af en kongresbeslutning i 2021, og den er en forsøgsordning i perioden 2022-2024. Herefter evalueres prisen på kongressen i 2024.
§ 2 Kriterier og procedure for indstillinger
Alle arbejdspladser, der har bioanalytikerstuderende i klinisk uddannelse, kan tildeles prisen.
Alle studerende på 6. og 7. semester, som er medlem af Danske Bioanalytikere, kan indstille ét klinisk uddannelsessted, enten individuelt eller som gruppe.
Fristen for indstilling er 15. maj 2023 og 15. maj 2024.
Indstillingen sendes elektronisk via formular på www.dbio.dk.
Kriterierne er faglig udvikling, kollegialt fællesskab samt planlægning og rammer. I formularen gives der stikord til inspiration for indstillingen.
De indstillede uddannelsessteder bliver offentliggjort på www.dbio.dk, i Fagbladet og sociale medier.
§ 3 Indstillingens indhold
Indstillingen skal indeholde følgende oplysninger:
Angivelse af navn, kontaktperson og kontaktoplysninger på det kliniske uddannelsessted.
Angivelse af navn(e) og kontaktoplysninger på studerende, der indstiller det kliniske uddannelsessted.
En begrundelse og motivation for, hvorfor netop dette uddannelsessted skal tildeles prisen ud fra de angivne kriterier.
§ 4 Udvælgelse af prismodtagere
Studerendes Udvalg i dbio bedømmer indstillingerne og udvælger det kliniske uddannelsessted, der tildeles prisen.
Hvis et medlem af Studerendes Udvalg har indstillet et uddannelsessted, vurderes vedkommende at være inhabil og deltager ikke i vurderingen af det pågældende uddannelsessted.
§ 5 Offentliggørelse og uddeling af prisen
Pristildelingen offentliggøres på www.dbio.dk, i fagbladet og sociale medier.
Prisoverrækkelsen sker hurtigst muligt efter udvælgelsen og aftales med de studerende, der har indstillet prismodtageren, kontaktpersonen hos prismodtageren og Studerendes Udvalg i dbio.