brev fra Sundhedsministere Magnus Heunicke på baggrund af dbios forslag på løsninger. Covid-19-udfordringer

Sundhedsministeren takker for input fra dbio til løsning på coronakrisen.

Høringssvar og breve

Kære Martina Jürs

Først og fremmest vil jeg gerne takke for et godt og indsigtsfuldt møde den 13. maj. Det var meget hjælpsomt for mig at høre jeres perspektiver om udfordringerne med personaleressourcer og hvilke løsningsmuligheder, I ser. Det er meget tydeligt, at jeres medlemmer lægger en kæmpe indsats og har gjort det de seneste mange måneder. Jeg vil gerne understrege, at jeg tager behovet for handling og jeres medlemmers behov aflastning meget alvorligt. Jeg vil også gerne takke for jeres notat fra den 20. maj, som afdelingschef, Dorthe Søndergaard, modtog fra jeres faglige chef, Jane Fyhn. Jeg kan forstå, at I savner information om, hvordan jeg og ministeriet har arbejdet videre med de forslag, I har sendt. Det er jeg naturligvis ked af. Jeg vil gerne understrege, at jeg og ministeriet har arbejdet med at få iværksat de nødvendige tiltag både før og efter vores møde og modtagelsen af jeres notat.

Efter aftale med jer, videreformidlede ministeriet notatet til Danske Regioner samme dag, som vi modtog det. Sidenhen har jeg holdt møde med regionsrådsformændene om udfordringerne ift. personaleressourcer, hvor vi drøftede jeres notat og hvor jeg tilkendegav, at jeg ser gode perspektiver i flere af jeres forslag og opfordrede regionerne til at anvende det, i deres videre arbejde.

Jeg kan oplyse om, at jeg flere gange har meldt klart ud til regionerne, at jeg mener, at der er behov for en samlet tværregional plan for at afhjælpe personaleudfordringer her og nu men også på længere sigt. Vi er blevet oplyst om, at Danske Regioner arbejder på en plan med konkrete tiltag, som vi forventer at modtage inden for få dage.

Jeg forstår, at I også skal mødes med Danske Regioner senere på måneden. Det synes jeg er meget relevant, da store dele af de tiltag, som I foreslår, vil skulle føres ud i livet af regionerne som følge af deres arbejdsgiveransvar. For så vidt angår jeres forslag vedr. øget dimensionering på bioanalytikeruddannelsen har dette, som I også nævner, et lidt længere sigte. Ministeriet vil gerne tage fat på dette og drøfte perspektiverne med Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Jeg vil også nævne, at der i den netop indgåede aftale om regionernes økonomi for 2021 indgår, at regionerne kompenseres for de merudgifter i 2020, som følger af håndteringen af COVID-19. Der er bevidst ikke nævnt de mange aspekter, som dette rummer, hvorfor midler til personaleressourcer fx til jeres område heller ikke er nævnt eksplicit. Jeg vil dog gerne understrege, at netop tilstrækkelige personaleressourcer til at løse opgaverne ift. test, i særdeleshed falder ind under dette.

Jeg vil gerne afslutte med at understrege, at jeg og ministeriet tager udfordringerne ift. personaleressourcer alvorligt og i særdeleshed jeres medlemmers behov for handling og aflastning. Jeg håber, at dette brev illustrerer, at vi arbejder på, at der iværksættes de nødvendige tiltag så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen

Magnus Heunicke

Særligt benyttede sider på dbio.dk