Svar på henvendelse til Sundhedsminister Magnus Heunicke vedr. oprettelse af nationalt POCT-center

Sundhedsministerens svar til Martina Jürs vedr. forslaget om oprettelse af nationalt POCT-organ.

Høringssvar og breve

Kære Martina Jürs

Mange tak for din henvendelse fra den 4. februar 2021, hvori du kommer med input til sikring af kvaliteten af testudstyr i form af et nationalt uafhængigt kvalitetssikringsorgan. Jeg er først og fremmest meget enig med dig i, at kvaliteten af testudstyr skal være i orden. Dette er jeg meget opmærksom på, da teststrategien er en vigtig del af at sikre den nuværende epidemikontrol.

Jeg kan oplyse, at det er Statens Serum Institut, som står for myndighedsgodkendelse af testudstyret, og at de løbende overvåger markedet for covid-19 diagnostiske løsninger med henblik på at vurdere, om nye løsninger kan supplere den eksisterende diagnostik i TestCenter Danmark. Jeg har fuld tiltro til, at Statens Serum Institut varetager denne opgave. De forskellige typer af test, herunder PCR-test og antigentest, har hver især positive egenskaber, der gør, at de i forskellige situationer, kan bruges i epidemihåndteringen.

Der er ulemper og fordele ved alle testtyper, og de bør derfor bruges på en måde, hvor de hver især bidrager på den bedst mulig vis til at sikre epidemikontrol. Teststrategien justeres løbende, hvor de forskellige testtyper anvendes som supplement til hinanden i håndteringen af pandemien. Jeg synes, det er vigtig at huske på, at mange af de metoder for systematisk test og smitteopsporing, som vi har i dag, er løbende blevet identificeret og udbygget i løbet af det sidste år.

Det gælder for eksempel den store kapacitet af PCR-test, der har gjort Danmark til et af de førende lande i verden i forhold til test. Og det gælder i forhold brugen af antigentest og smitteopsporing. Min kalender tillader desværre ikke en mulighed for at afholde et møde. Jeg håber derfor, at dette brev kan være med til at besvare nogle af dine overvejelser vedrørende kvaliteten af testudstyret. Endnu engang mange tak for dit engagement og input i forhold til teststrategien.

 

Med venlig hilsen

Magnus Heunicke

Særligt benyttede sider på dbio.dk