Høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven 7. okt. 2019

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger

Høringssvar og breve

Danske Bioanalytikere bifalder nedsættelsen af Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn til rådgivning af Styrelsen for Patientsikkerhed vedr. læring af sager om tilsyn med sundhedspersoner og med behandlingssteder. Danske Bioanalytikere vurderer, at et sådant udvalg med den rette faglige sammensætning vil kunne styrke det faglige grundlag for styrelsens fremtidige tilsyn og dermed forbedre patientsikkerheden.

Tilsvarende støtter Danske Bioanalytikere nedsættelsen af Fagligt Forum for Patientsikkerhed med formålet om at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med faglig sparring om læringsaktiviteter på både lokalt, nationalt og internationalt niveau.

Danske Bioanalytikere vurderer det afgørende for ovenstående udvalgs/forums succes, at de relevante sundhedsfaglige kompetencer fortsat indtænkes i udarbejdelsen af grundlaget for tilsynenes arbejde. Dette både i forhold til at få udvalgt de rette faglige områder, fokuspunkter og tilsynsmateriale, som det bl.a. er tilfældet i den Strategiske følgegruppe for det sundhedsfaglige tilsyn. Danske Bioanalytikere stiller gerne faglige ressourcer til rådighed til at indgå i ovennævnte udvalg/forum.

Danske Bioanalytikere støtter forslaget om oprettelsen af et ankenævn for tilsynssager vedr. afgørelser som Styrelsen for Patientsikkerhed træffer. Danske Bioanalytikere finder det imidlertid uhensigtsmæssigt, at dette skal finansieres med et klagegebyr på 5000 kr. og et ekstra gebyr på autorisationen på 250 kr.

Venlig hilsen
Danske Bioanalytikere

Bjarke Kirkemann
Politisk konsulent

Særligt benyttede sider på dbio.dk