Høringssvar fælles infrastruktur og adgang til logningsoplysninger

Høringssvar til ”udkast til bekendtgørelse om ikrafttræden af § 1, nr. 16, i lov om ændring af sundhedsloven og udkast til bekendtgørelse om drift m.v. af den fælles digitale infrastruktur”

Høringssvar og breve

Danske Bioanalytikere takker for fremsendelse af ovennævnte udkast til høring.

Vi vil gerne sætte fokus på følgende afsnit i udkastet og særligt stk. 3:

§ 6. Sundhedsdatastyrelsen er forpligtet til at foretage maskinel registrering (logning) af alle anvendelser af personoplysninger i den fælles digitale infrastruktur. Logningsoplysninger skal mindst indeholde oplysning om
1) hvem der har foretaget opslag med angivelse af fornavn, efternavn samt autorisationsnummer eller titel
2) behandlingssted, hvorfra opslaget er foretaget, og
3) tidspunkt for opslaget.
(....)
Stk. 3. Sundhedsdatastyrelsen er forpligtet til at sikre, at patienten får adgang til en overskuelig og letforståelig oversigt over de logningsoplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 13, og som vedrører opslag i patientens oplysninger.

Danske Bioanalytikeres anbefaling

Vi anbefaler, at patienten ikke får adgang til en oversigt over logningsoplysninger som
nævnt i §6, stk. 3.

Begrundelse

Anbefalingen begrundes i hensyn til såvel patienten som personalet.
 

  1. Patienten får ikke mulighed for at frabede sig information om, hvilke sundhedspersoner der er eller har været involveret i en aktuel behandlingssituation. Dels kan det virke overvældende at se, hvor mange der har foretaget opslag, uagtet at det sker af saglige grunde. Dels kan det give anledning til uro, hvis patienten kan se, at en sundhedsperson, der er et familiemedlem, en nabo, en ven eller bekendt ol., har været involveret i patientens behandling. Det kunne f.eks. være en bioanalytiker, der har analyseret niecens klamydia-prøve.
  2. Vi formoder, at disse grunde også har været overvejet i forbindelse med udkast til Vejledning om aktindsigt i patientjournaler og om videregivelse af helbredsoplysninger til afdødes nærmeste pårørende”, der blev udsendt 9. juni 2019. Heri fremgår det på side 11, at patienten ikke har ret til at få indsigt i, hvilke opslag der er foretaget af hvem:
  3. 2.1.2. Hvilke oplysninger er omfattet af retten til aktindsigt i patientjournaler m.v.? En eventuel systemteknisk log om, hvem der har haft adgang til en patients journal, eller hvilke opslag, der er foretaget, er heller ikke omfattet af retten til aktindsigt.
  4. Hvis det alligevel besluttes, at patienten skal have adgang til logningsoplysninger, anbefaler vi, at det kun bliver muligt at se personalets brugernavn eller initialer.
  5. Det er vigtigt, at behandlingsstedet inden for journalens opbevaringsperiode kan identificere de enkelte sundhedspersoner, der har været involveret i patientens behandlingssituation. Men sundhedspersonalet skal også opleve tryghed og tillid, når de udfører deres opgaver. Vores medlemmer oplever i stigende grad at blive kontaktet af patienter i og uden for arbejdstid med spørgsmål af både privat karakter og spørgsmål vedrørende patientens behandling, som de ikke kan eller må svare på.

Som det fremgår af Sundhedsloven, fungerer patientjournalen som et nødvendigt internt kommunikationsmiddel mellem det personale, der deltager i behandlingen af patienten. I stedet for en uhensigtsmæssig stramning er der behov for at understrege, at den nuværende lovgivning allerede sikrer, at patienten kan have tillid til, at deres data behandles professionelt af sundhedspersonalet f.eks.:

Autorisationsloven
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Sundhedsloven
En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.

Vi håber, at disse bemærkninger vil bidrage til, at forslaget om adgang til logningsoplysninger nuanceres, og vi stiller os gerne til rådighed for en fortsat dialog, hvis der skulle være behov for dette.

Venlig hilsen
Danske Bioanalytikere

Bitten Kaanbjerg Kristensen
Næstformand

Særligt benyttede sider på dbio.dk