Høringssvar til ”udkast til Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)”

Vi takker for fremsendelse af ovennævnte udkast til høring.

Høringssvar og breve

Danske Bioanalytikere finder det meget positivt, at bekendtgørelsen præciserer, at patientjournalen er et fælles arbejdsredskab for alle faggrupper, og at ledelsen skal sikre, at alle har adgang, har de nødvendige kompetencer og er blevet instrueret i journalføring.

Vi er også meget tilfredse med, at bekendtgørelsen giver mulighed for, at sundhedspersoner kan identificere sig på andre måder end ved navn i journalen. Det øger sundhedspersonalets tryghed i deres arbejde. I dag er det nemt at dele digitalt materiale og finde personer på sociale medier, og bioanalytikere oplever i stigende grad at blive kontaktet af patienter om personlige henvendelser eller faglige spørgsmål, der kan ligge udover deres kompetencer og overskride grænsen mellem arbejdsliv og privatliv.

Derudover har Danske Bioanalytikere følgende bemærkninger:

Det bør beskrives klart i bekendtgørelsen, at resultater af biomedicinske analyser og undersøgelser også er en del af patientjournalen. I udkastet er der to afsnit, som bør præciseres:

  • § 2, Stk. 3. Biologiske prøver er ikke omfattet af patientjournalen. Vi formoder, at der menes blod og andet organmateriale, og her kunne der f.eks. stå, at resultater af biomedicinske analyser og undersøgelser er en del af patientjournalen, men biologiske prøver er ikke omfattet.
  • § 16. Oversigt over andet materiale, der kan være relevant og nødvendigt:
    a) Røntgenbilleder og kliniske fotos, herunder beskrivelser.
    b) Andet diagnostisk billedmateriale, f.eks. CT- og MR-scanningsbilleder.
    c) Modeller.
    Denne paragraf nævner kun billeddiagnostik, og det er uklart, hvad modeller er. Hvis man vil bevare oversigten, bør resultater af biomedicinske analyser og undersøgelser fremgå som et selvstændigt punkt.

Vi stiller os gerne til rådighed for en fortsat dialog, hvis der skulle være behov for dette.

Venlig hilsen
Danske Bioanalytikere

Martina Jürs
Formand

Særligt benyttede sider på dbio.dk