Samfundsøkonomiske perspektiver i at tilbyde prøvetagning og monitorering af sygdomme i det borgernære sundhedsvæsen

Implement Consulting Group for Danske Bioanalytikere

Implement Consulting Group (Implement) har i perioden fra april til juni 2015 gennemført en analyse af gevinster og omkostninger ved at styrke den diagnostiske indsats i det borgernære sundhedsvæsen.

Formålet med analysen har været at give et skøn over, i hvilket omfang det vil være økonomisk rentabelt at styrke grundlaget for at træffe kvalificerede beslutninger om udredning og behandling ved at tilbyde bioanalytisk prøvetagning og analyse samt monitorering af sygdomme i det borgernære sundhedsvæsen.

Der ses i analysen på samfundsmæssige gevinster og omkostninger forbundet med en styrket diagnostisk indsats i det borgernære sundhedsvæsen. De samlede samfundsøkonomiske rationaler er dog ikke beregnet – og der er således ikke set på ændringer i fx sygedagpengeudgifter eller effekter på arbejdsmarkedsområdet.

Analysen skal ses i sammenhæng med Danske Regioners udspil til en ny værdibaseret styring af sygehussektoren (jf. Styring efter værdi for patienten).

I dette udspil fremhæves det, at den vigtigste ledetråd for justeringer i de kommende år af sundhedsvæsenets rammer og incitamenter er at sikre grundlag for løsninger, som samlet set bedst og billigst kan imødekomme den enkelte borgers/patients behov.

Udspillet fremhæver også, at alle sundhedsindsatser skal tilrettelægges i et sømløst sundhedsvæsen og på tværs af sektorer.

I dag er der klare indikatorer i retning af, at sundhedsvæsenet kan forbedre sammenhængene på tværs af sektorer og sundhedsaktører.

Af nationale kortlægninger fremgår det, at knapt halvdelen af alle borgere, som indlægges på hospitaler, har en forkert henvisningsdiagnose, og at behandlingsforløbene med stor sandsynlighed, og blandt andet som en følge af mangelfuld diagnostisk udredning i det borgernære sundhedsvæsen, forlænges og fordyres. Disse mangler giver samtidig risiko for en forringelse af resultaterne.

Samtidig bliver flere end 60.000 patienter hvert år indlagt til behandling på et hospital, selvom indlæggelse ikke nødvendigvis er den bedste løsning – hverken på det menneskelige plan eller i forhold til at blive rask og fastholde hidtidige funktionsniveauer. Der er her typisk tale om skrøbelige ældre, som indlægges på grund af væskemangel, forstoppelse, blærebetændelse og andre lidelser, som mere omkostningseffektivt kunne håndteres af praktiserende læge eller kommune eller i et samspil mellem disse to sundhedsaktører.

Samfundsøkonomiske perspektiver i at tilbyde prøvetagning og monitorering af sygdomme i det borgernære sundhedsvæsen

Særligt benyttede sider på dbio.dk