Pighvardronning og bioanalytiker

På Patologisk Afdeling i Vejle har de en rigtig kendis ansat. I hvert fald hvis man begår sig i lystfiskerkredse. Senja Furbo arbejder som cytobioanalytiker, men bruger al fritiden på sin store hobby.

dbio-Syddanmark

Senja Furbo er en af Danmarks bedste kvindelige lystfiskere.
Hun er en kendis i lystfiskerkredse med alt hvad det indebærer af fanpost, forsider på diverse magasiner,

en yderst velbesøgt hjemmeside og et sponsorat hos fiskegrejsproducenten Pureishing. 

Til daglig arbejder hun som cytobioanalytiker på Patologisk Afdeling, SLB, Vejle, hvilket hun er utrolig glad for.​

Direkte adspurgt om en mulig sammenhæng mellem bioanalytikerjobbet og lystfiskerhobbyen svarer Senja: 

"Angående mit fag og mit hobby , så tror jeg ikke der er den store sammenhæng ;) 

Jeg sidder som cyto - bioanalytiker på patologisk afdeling i Vejle, det finder jeg meget spændende og elsker hverdagens udfordringer..
Det kræver koncentration og en form for indre ro og det er måske nok det eneste, jeg kan genkende fra mit fiskeri :) "

senja-2
Foto: Charlotte Dahl.

Her står Senja ude i Vejle Fjord, og håber på bid på krogen. Det er koldt, så påklædningen er vaders, thermovest og kasket.

De første forsøg giver ingen resultater, men tredje gang er der bid: En havørred, som hales op af vandet. Senja er kendt vidt omkring i lystfiskerkredse, både i Danmark og i udlandet. "Den danske pighvardronning" er hun blevet døbt af et tysk lyskfiskermagasin.

Senja er dedikeret lystfisker, bliver aldrig træt af sin hobby, og bruger næsten alle vågne timer af sin fritid på hobbyen.

Om foråret og sommeren kører Senja og hendes kæreste direkte fra arbejde på fisketur fire til fem gange om ugen, om efteråret og vinteren er det to til tre gange om ugen.

Senja har altid fisket. Allerede som treårig var hun med faderen på fisketur, og seks år gammel fik hun sin første fiskestang. Og så fortsatte interessen og begejstringen for hobbyen bare.

Det har krævet sin kvinde at kunne markere sig i den mandsdominerede hobby, som lystfiskeriet er, men det har været sliddet værd. Og hun er kåret til en af Danmarks bedste lystfiskere.

senja-1

På www.senjafurbo.dk kan du se nogle af Senjas største fangster.

Artiklen er skrevet med baggrund i SLB's​ personaleblad, Journalen, nr. 18, Januar 2016.

Særligt benyttede sider på dbio.dk