Arbejdstidsregler fyldte en del i debatten på årets generalforsamling.

Læs den mundtlige beretning og læs den efterfølgende debat om bl.a. arbejdstidsplanlægning, medlemsfastholdelse, nye tiltag i pensionskassen, uddannelsesudvalg samt opfordring til vidensdeling om arbejdstidsregler.

dbio-Syddanmark

I sin mundtlige beretning kom Hanne Nielsen Bonde blandt andet ind på:

  •  Medlemsstatus, er der faldende eller stigende antal medlemmer i dbio-Syddanmark? Og hvad er det der gør at medlemmerne bliver i/fravælger dbio?
  • Repræsentanternes arbejde og vilkår. Her blev både MED-systemet og overenskomsten nævnt som vigtige værktøjer, som repræsentanterne skal lære at bruge, når de skal hjælpe kollegerne med at få fornuftige forhold på arbejdspladserne.
  • De sociale aspekter. Hvordan vil regeringens bebudede 2025 plan komme til at påvirke især de svage kolleger.
  • Arbejdet i pensionskassen. Her er Jesper Rønn, næstformand i dbio-Syddanmark kommet med et forslag, der måske vil kunne hjælpe de kolleger, der på grund af langvarig sygdom bliver placeret på kontanthjælpslignende vilkår.
  • Region Syddanmark. Samarbejdsvanskeligheder, der endte med en ny direktion på et af sygehusene. Blodprøvetagningens overgang til rekvirenten på Sydvestjysk Sygehus. De trange vilkår på grund af besparelser - og generelt Regionens ry på landsplan.
  • Arbejdet i dbio-Syddanmark, der går ufortrødent videre for at sikre så gode forhold for medlemmerne som muligt.

Debatten efter beretningen drejede sig især om

  •  Hvordan vi kan sikre, at alle medlemmer kender deres ret. Hvad skal de sige ja til ved tjenestetidsændringer, og hvornår har de lov til at kræve de ekstratillæg, der ligger i overenskomsterne og arbejdstidsreglerne.
    Der kom forslag om at udsende nyhedsbreve, bruge hjemmesiden og fagbladet til dette. Forslag, som blev noteret af bestyrelsen.
  • Der var også kommentarer til medlemsfastholdelse/flugt, hvor det blev påpeget, at det er svært at gå i dialog med et medlem, der ikke længere vil være medlem af dbio. Hvad er det lige man siger, når kollegaen tror, at en fagforretning kan levere det samme som dbio - bare til en lavere pris.
  • Også pensionskassen blev igen nævnt, idet Jesper fortalte mere indgående om sit forslag til, hvordan pensionskassen vil kunne hjælpe medlemmer, der på grund af sygdom er kommet i ressourceforløb i kommunen.
  • Hanne Bonde fortalte om uddannelsesudvalgene, der har haft - og fortsat har - stramme vilkår at arbejde under i forbindelse med vores nye uddannelse.
  • Indførelsen af det nye arbejdstidsplanlægningssystem, GAM, blev også nævnt. I den forbindelse var det især frustrationerne over ikke at kende sine fridage mere end fire uger frem, der blev drøftet. Der var forskellige holdninger og tilgange til problematikkerne.

Herefter blev den skriftlige og den mundtlige beretning godkendt - ligesom også regnskabet blev godkendt.

Og så var der valg til bestyrelsen: der var tre kandidater, og Pia Winther Andreassen blev valgt.

Siden med alle oplysninger om generalforsamlingen kan du hente her

Særligt benyttede sider på dbio.dk