Byg dbio op om fællesskaberne på arbejdspladserne

Det er ikke nok at medlemmerne ved, hvad deres dbio foretager sig. dbio skal også vide, hvilke opgaver der ligger ude på arbejdspladserne. Og dbio skal i sit virke for medlemmerne tage udgangspunkt i arbejdspladsernes behov.

dbio-Syddanmark

​dbio-Syddanmarks temadag med titlen "Vend fagbeværgelsen på hovedet" gav flere forskellige bud på, hvordan der kan arbejdes med at synliggøre dbio på den enkelte arbejdsplads.

Hvis et medlem går til sin TR og spørger, hvorfor dbio ikke gør noget i en given sag, kan TR med rette sige: "Jeg er jo dbio - og jeg gør hvad jeg kan for at løse udfordringen".

dbio er nemlig ikke kun sekretariatet i København, hovedbestyrelsen, regionsformændene og -bestyrelserne.

Alle medlemmer udgør tilsammen dbio, og det enkelte medlems tætteste alliancepartner er TR og i en vis grad også AMiR, hvis denne er medlem af dbio.

Det er via TR/AMiR at sagerne løses i langt de fleste tilfælde. Det skyldes de gode organisatoriske uddannelser, som dbio tilbyder TR/AMiR. Hvis den lokale dbio-repræsentant har brug for hjælp og sparring i en sag, er "resten af dbio" naturligvis klar til at hjælpe.

Det fællesskab, der er på den enkelte arbejdsplads, er et fag-fagligt fællesskab, og dbio er en fag-faglig fagforening, der arbejder for medlemmerne på mange fronter ud over overenskomstforhandlingerne.

Ud over de organisatoriske uddannelser er der også fagets udvikling. Hvor er bioanalytikerne om 20 år? Indenfor fagligt område er der gang i arbejdet med at prøve at sikre bioanalytikerne de bedste muligheder indenfor personlig medicin og diagnostik. Der arbejdes også med at sikre videreuddannelsesmuligheder, så bioanalytikerne står klar til at arbejde indenfor de områder, hvor der hidtil har været rekrutteret kemikere.

Også indenfor praksisområdet gør dbio en indsats for at skabe flere bioanalytikerstillinger. Formanden for de praktiserende læger mener, at der bliver brug for 3000 ekstra "praksispersonaler" i de kommende år. mange af dem kunne jo sagtens være bioanalytikere, så det budskab spreder dbio ved enhver given lejlighed

Medlemmerne skal naturligvis have kendskab til dette. Det er arbejdsområder, der blandt andet tager udgangspunkt i de drøftelser, der sker på kongresserne i dbio. Og så er det også vigtigt at dbio, som organisation, kender til det, der foregår på arbejdspladserne. Kun på den måde er det muligt at arbejde med de fokusområder, som vedrører medlemmerne. Her hjælper repræsentanterne med at bringe emner ind, så brug dine repræsentanter, fortæl dem din emning om, hvad dbio bør arbejde for og med.

Herudover dukker der "sager" op, som en faglig organisation er nødt til at forholde sig til, for eksempel en eventuel sammenlægning af  LO og FTF, regeringens forskningsstrategi FORSK 2025 og de praktiserende lægers visioner for fremtidens primærsektor.

Repræsentanterne kan se et mere fyldestgørende notat om temadagen i insite, som er deres intranet i dbio. ​​

Særligt benyttede sider på dbio.dk