Seminar med fokus på psykisk arbejdsmiljø og personlig medicin

Regionsbestyrelsens årlige todages seminar foregik i år i Middelfart, med to overordnede temaer: Psykisk arbejdsmiljø via besøg på en stor virksomhed og Personlig medicin med hjælp fra en af dbio's dygtige komsulenter”

dbio-Syddanmark

Af Hanne Nielsen Bonde, regionsformand 

Arbejdsmiljø i en stor privat virksomhed

Vi havde fået mulighed for at komme på besøg på Fiberline Composites i Middelfart. Vi mødtes her med deres arbejdsmiljøleder Morten Padkjær. Han gennemgik de udfordringer, der var rent arbejdsmiljømæssigt på den store produktionsvirksomhed. De arbejdede med en del farlige kemikalier: formaldehyd, styren epoxy ol. Men de største udfordringer var ergonomiske. Der var en del forflytninger forbundet med produktionen af store komponenter.
På spørgsmålet om hvad de gjorde i forhold til det psykiske arbejdsmiljø svarede han ” ja det prøver vi også at have fokus på, men det er bare svært”

Da vi kom tilbage i mødelokalet havde vi nogle drøftelser af hvad dbio-Syddanmark kan byde ind med til medlemmerne og repræsentanterne i 2017 i forhold til arbejdsmiljø.

Vi besluttede at lave en opfølgningstemadag omkring psykisk arbejdsmiljø, ” Det fælles ansvar”. Den vil blive arrangeret i efteråret 2017. Derudover vil vi prøve at få tilbud hjem på oplæg der kan bruges ude på arbejdspladserne.

Fokuspunkterne

Ud over arbejdsmiljø gennemgik vi også de øvrige fokuspunkter i forhold til beslutningerne på kongressen i 2015 og regionsbestyrelsens arbejdsmetoder og mødekultur.

Personlig medicin

På dag to fik vi besøg af konsulent Lisa Bjørnelund Strandmark fra dbio og vi fik en opdatering på dbio-n ’s arbejde med at få indflydelse i referencegruppen for personlig medicin og drøftede hvilke områder af dette ” nye dyr i åbenbaringen” vi som faggruppe skulle byde ind på at udføre.

Der blev også tid til en snak om den bioanalytikerfaglige kandidatuddannelse, der er i støbeskeen, bl.a. initieret af dbio. Den bliver til i et samarbejde med SydDansk Universitet.

Velkommen til "den nye i klassen"

Det var et par gode udbytterige dage hvor vi ud over det faglige fik tid til at sige pænt goddag til vores nye bestyrelsesmedlem Pia Winther Andreassen og hygge os sammen.

Særligt benyttede sider på dbio.dk