Nyhedsbrev september 2015

Så er sommeren ovre, og der er pres på arbejdsopgaverne alle steder.

Af Britta Mølgaard, regionsformand

Besparelser

Den sidste tid har været meget præget af besparelser, og deraf følgende omrokeringer, og det lader da heller ikke til, at det er ovre endnu.

Det er besluttet at Sygehus Thy-Mors ledelsesmæssigt skal lægges sammen med Sygehus Vendsyssel. Det er allerede sket. Det som ligger foran os er en evt. sammenlægning af klinikkerne. Det er der så vidt jeg er orienteret om, ikke taget en endelig beslutning om endnu, men også det forventes at blive afklaret snart.

De omrokeringer jeg beskrev før sommerferien, er heller ikke helt indfaset endnu. Så alt i alt er det en urolig tid vi lever i. Det bliver godt, når der falder lidt mere ro på det hele.

Kongres

I dbio er vi ved at forberede kongressen. Det foregår i København den 6. og 7. oktober. Det er kun hvert 3. år vi holder kongres, så vi er meget optaget af, at det bliver et rigtig godt arrangement for de delegerede.

 Temaet som vi tager op i år, er fremtidens repræsentanter. Vi er meget opmærksomme på, at repræsentanterne er foreningens livsnerve, og at vi har ansvaret for, at de er veluddannede og velinformeret.

Uden den tætte kontakt mellem dbio og repræsentanterne, kan de ikke repræsentere dbio på arbejdspladsen, og vi kan ikke følge med i, hvad medlemmerne er optaget af. Vi har entreret med konsulent Søren Viemose, som har beskæftiget sig med bl.a. TR-uddannelse i mange år.

Der vil naturligvis også være drøftelser af en masse kongresforslag, som er stillet af de delegerede. En del er også stillet af hovedbestyrelsen. Blandt dem, som har givet anledning til en del diskussioner, er flytningen af regionsgeneralforsamling og kongres til efteråret.

Det er sådan at overenskomstforhandlingerne igen næste gang falder sammen med det år dbio holder kongres. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt, så for at få det problem løst en gang for alle, vælger vi at flytte det hele til efteråret. Hvis forslaget bliver vedtaget vil regionsgeneralforsamlingerne fra næste år ligge i sidste halvdel af september.

Næste gang der er valg til alle poster i dbio, vil være i sidste halvdel af 2018. Altså forlænger man valgperioderne for regionsbestyrelser og forretningsudvalg med 5-6 måneder. Det skal man jo lige vænne sig til, når man nu har arrangeret generalforsamling i marts måned de sidste 20 år.

Borgernær bioanalytiker

I hovedbestyrelsen er vi også meget optaget af, hvad bioanalytikere skal lave i fremtiden. Vi har rigtig mange bud på, hvordan bioanalytikere ved at komme til patienterne i deres egne hjem, eller i kommunale sundhedscenter, kan være med til at undgår unødige korttids – indlæggelser.

Hovedbestyrelsen har fået lavet en rapport, Hvor der er regnet på, at samfundet kan spare mange penge ved tilbyde prøvetagning og monitorering af sygdomme i det borgernære sundhedsvæsen.

Det kræver bare, at kommuner og regioner finder en måde at arbejde sammen på. Rapporten vil i nær fremtid blive sendt til politikere og ledere i Region nordjylland.

Medlemsarrangement

Her i dbio-nordjylland har vi også indledt sæsonen for foredrag. Det næste tilbud er vedhæftet denne mail og handler om ”Fostermisdannelser”. Det er den 10. november kl. 16.30. Vær opmærksomme på, at det foregår på Patologisk Institut på Nord, da lokalerne her på Sofiendalsvej er optaget. Vi håber som altid, at rigtig mange vil finde vej til denne spændende eftermiddag.

Særligt benyttede sider på dbio.dk