Bioanalytiker udtaler sig om regionens pejlemærker

Bioanalytiker og fællestillidsrepræsentant på Sydvestjysk Sygehus, Trine Rasmussen, udtaler sig om Region Syddanmarks pejlemærker sammen med Regionsformand Steffanie Loose forud for konference om pejlemærkerne, der bkev afholdt 22/6-2015

dbio-Syddanmark

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Trine Rasmussen fortæller at hun blev kontaktet af P4 SYD for en kommentar til Region Syddanmarks pejlemærker. - Pejlemærker, som skal sætte retningen for regionens arbejde i fremtiden.

Trine mener, at sygehusene fremover skal være tættere på borgerne, og siger indledningsvis til P4 SYD: "Vi ser jo at mange ting bliver centraliseret i dag, og det gør jo at der nogle gange kan være langt for nogle borgere til en behandlingsmetode"

Trine tog sit ønske om forbedringer for patienten med til konferencen om regionens fremtidige pejlemærker, som blev afholdt den 22/6.
På konferencen drøftede 160 personer fra erhvervslivet, kommuner og foreninger hvad der skal kendetegne Region Syddanmark i fremtiden.

Trine siger videre: " Det jeg håber på er, at vi får skabt et fælles billede af, hvilken vej regionen skal gå. Det er vigtigt at vi hele tiden tænker patienten ind i alt, hvad vi gør. Vi er der for deres skyld, og det er vigtigt at vores patienter bliver behandlet bedst muligt."

Formålet for konferencen er at finde en fælles vej, det siger Regionsformand Steffanie Loose fra Venstre: "Man skulle gerne opleve, at uanset om vi snakker regional udvikling, sundhed eller psykiatri eller socialområdet - at vi så tænker på tværs og bevæger os i den samme retning. Sådan at det vi laver indenfor det ene område ikke strider mod det andet område tre dage senere," siger Steffanie Loose til P4 SYD.

Trine siger senere i samme interview: " For mig er det vigtigt, at jeg som fællestillidsrepræsentant for bioanalytikerne specielt får italesat, at vi husker kvaliteten, og at vi sikrer at alle vores patienter bliver behandlet korrekt i vores system. Det er vigtigt, at vi som region leverer den bedste service til vores borgere og patienter, og at vi altid har stor fokus på den kvalitet, vi leverer".

Eksempler på bedre service: "I Køge har man bl.a. indkøbt verdens første sygehuslaboratorium på hjul. Den anvendes til at køre ud til skrøbelige og ældre borgere i Køge kommune. Formålet med bussen er at få reduceret indlæggelserne. I stedet for at indlægge de skrøbelige borgere med kroniske lidelser kortvarigt, har man fundet ud af, at det giver mere mening at blodprøvetagningen foretages i borgerens eget hjem", siger Trine.

Om vigtigheden af at levere bedre service, siger Trine: " Jeg synes det er rigtig vigtigt, at vi leverer den bedste service som Region. Ofte går man fra at være almindelig borger til at være patient, og der er tit rigtig mange følelser forbundet med det. På den baggrund har man brug for støtte og tryghed gennem hele forløbet. Det er derfor vigtigt, at vi altid har fokus på den bedste service inden for de givne rammer.

Du kan høre P4 SYD, hvor Trine bliver interviewet her.

Der er henholdsvis 25 minutter og 37 minutter inde i programmet. Første gang lige efter "See You Again", anden gang lige efter "Beautiful"

Du kan læse mere om konferencen her.

Regionen forventer at de endelige pejlemærker er færdige i september 2016. 

Særligt benyttede sider på dbio.dk