dbio afgiver høringsvar om nye navne til hospitalsafdelingerne

“Blod og analyser” er ikke Klinisk Immunologi! Det er en af pointerne i dbio-midtjyllands høringssvar på nye navne. Læs hele høringssvaret i artiklen

  

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

dbio-midtjylland 10.januar 2014.

Region Midtjylland

Skottenborg, 8800 Viborg.

Navnehøring:

Danske Bioanalytikere, dbio har følgende kommentarer til forslag om navne:

Laboratorierne er i stor udstrækning funktioner, der ”bruges” af interne rekvirenter, hvilket betyder, at nødvendigheden af navneændringer ikke er indlysende for disse afdelinger, der er oplistet under para-kliniske afdelinger.

Gennemskuelighed på tværs i region Midtjylland er nævnt, men herudover er gennemskuelighed på tværs til øvrige regioner og samarbejdspartnere nationalt/  internationalt yderst vigtigt.

At der udelukkende sker navneændringer, hvor patienter / borgere oplever problemer.

Vigtigt, at patienter/ borgere let kan finde til f.eks. BLODPRØVETAGNING – at blodprøverne analyseres af Klinisk Biokemisk afdeling (nyt forslag, Biokemi) eller sendes til andet laboratorium, det er og bør være bioanalytikere og andre sundhedsfaglige uddannede, der sikrer det.

Vigtigt, at patienter / borgere let kan finde til SCANNING, - at denne funktion kan udføres på Nuklearmedicinsk afdelinger, er som ovenfor nødvendig viden for sundhedspersonalet.

Hvilke teknologiske muligheder byder fremtiden? Digitale skilte, APPS, GPS – det kunne tale for først, at foretage ændringerne i forbindelse med udflytninger til nye matrikler.

Økonomi – dbio indstiller, at navne ændringerne begrænses til det mest nødvendige og patient relaterede, og ressourcerne i Region Midtjylland prioriteres til løsning af de sundhedsfaglige opgaver.

Konkret i forhold til navne-forslagene:

Klinisk immunologi er foreslået ændret til ”Blod og analyser”, det antyder, at der tages blodprøver her, hvilket ikke er tilfældet. På den baggrund foreslår dbio, at navnet bibeholdes eller ændres til Blodbank og Immunologi.

Patologisk Institut er foreslået ændret til Vævslaboratoriet – hvilket ikke fra dbios side anses for dækkende, da der også udføres mange analyser på celleprøver. På den baggrund foreslår dbio, at navnet ændres til Patologi.

At det bliver entydigt, om ”Klinisk” fjernes som første del af navnene for de para- kliniske afdelinger – eksempel: Klinisk Biokemi bliver til Biokemi – men Klinisk Farmakologisk afdeling er uændret, hvorfor ikke Farmakologi?

Danske Bioanalytikere, dbio bidrager gerne med yderligere uddybning af ovenstående og ser frem til at mulige navneændringer sker med fokus på at ALLE, der ikke har professionel tilknytning til hospitalerne, let og smidigt finder frem.

Med venlig hilsen
Mette Thomsen, Regionsformand
Danske Bioanalytikere.

Særligt benyttede sider på dbio.dk