Aftale om praktiserende lægers økonomi på plads

Regionerne og praktiserende læger er nu enige om en ny overenskomst, der gælder de næste tre år. Danske Bioanalytikere glæder sig over, at der nu er ro omkring praksis, men også at praksis skal akkrediteres – og et væddemål skal muligvis indkasseres.

Nyhed

​ I weekenden blev regionerne og de praktiserende læger enige om en ny overenskomst for landets 3.600 praktiserende læger. Aftalen blev i forsommeren 2013 opsagt og regeringen kom med et lovindgreb, som forlængede den eksisterende aftale frem til 1. september 2014 samt indførte en række elementer fra 1. september 2014. Regionerne og de praktiserende læger skulle stadig forhandle om bl.a. taksterne i perioden frem til 1. september 2014.

Formand Bert Asbild glæder sig over, at der nu er en aftale:

-         Hele sidste år var der en del uro om praksis, som også berørte en del af vores medlemmer. Jeg er glad for at regionerne og de praktiserende læger nu er enige om en aftale for de næste tre år.

Parterne har forhandlet siden efteråret. Der er ikke sluppet meget ud fra forhandlingerne, men både PLO og Danske Regioner udtrykker tilfredshed med aftalen. Aftalen løber fra 1. september 2014 til 31. august 2017 og hovedelementerne er:

-         Almen praksis får tilført 160 millioner kroner over en periode på tre år, som bl.a. skal sikre at praksis  kan løse flere opgaver, som følge af udviklingen i befolkningen.

-         Almen praksis skal indgå i og akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodel. Kvalitetsmodellen implementeres over en fireårig periode, dvs. senest 31. august 2018 efter en model som kan udbygge kvaliteten yderligere i praksis.

-         Efteruddannelse – der indføres, hvad parterne kalder systematisk efteruddannelse, som skal supplere den efteruddannelse lægerne allerede tager i dag efter eget valg. Den systematiske efteruddannelse udbydes indenfor emner, som parterne er enige om understøtter udviklingen i sundhedsvæsnet og patienternes behov.

Danske Bioanalytikere mødte i starten af 2013 tidligere sundhedsminister Astrid Krag for at drøfte, hvordan bioanalytikernes kompetencer i endnu højere grad kan komme patienterne til gode. Mødet endte ud i et væddemål, hvor formand Bert Asbild og næstformand Martina Jürs holdt på, at de første lægepraksis, der bliver akkrediterede efter Den Danske Kvalitetsmodel, ville være lægepraksis, hvor der er ansat bioanalytikere. Men den nye aftale skal alle lægepraksis akkrediteres:

Formand Bert Asbild udtaler:

-         Jeg glæder mig over, at alle praktiserende læger nu skal akkrediteres efter den Danske Kvalitetsmodel. En af vores kernekompetencer er netop at kvalitetssikre – og med kvalitetsmodellen bliver der endnu mere brug for at anvende bioanalytikernes kompetencer på nye og anderledes måder. Sundhedsministeren er skiftet siden vi indgik væddemålet, men vi må se om sundhedsminister Nick Hækkerup også er med på et væddemål.

Særligt benyttede sider på dbio.dk