Kampagne for unges ret til at vælge a-kassen som rådgiver

Bioanalytikernes a-kasse, DSA, kører kampagne for ledige unges ret til at vælge a-kassen som rådgiver frem for jobcenteret. dbio bakker op om kampagnen.

Nyhed

​Bioanalytikernes a-kasse, Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse (DSA), har lavet en kampagne for, at ledige unge under 30 skal have ret til selv at vælge, om de vil rådgives af a-kassen eller jobcenteret.

Kampagnen er udarbejdet af DSA i samarbejde med a-kasserne for lærerene (DLFA) og pædagogerne (BUPL-A) for at markere, at de er imod Carsten Koch-udvalgets anbefalinger til politikerne om, at unge under 30 år skal have jobrådgivning af jobcenteret frem for a-kassen.

Danske Bioanalytikere bakker op om kampagnen, da fagforeningen er af samme holdning som a-kasserne; at de faglige a-kasser bedre kan rådgive de ledige unge end jobcentrene.

”Vi mener, at bioanalytikernes a-kasse bedre kan hjælpe ledige medlemmer, fordi de er tættere på medlemmerne og har en langt bedre indsigt i netop deres fag, end man har hos jobcentrene, som er generalister frem for specialister,” siger næstformand i dbio, Camilla Bjerre.

Glade for udspil til beskæftigelses-reform

Derfor glæder dbio sig også sammen med a-kasserne over regeringens udspil fra 30. april til en ny beskæftigelses-reform. Her lægges nemlig op til, at alle – også unge under 30 år – skal kunne vælge a-kassen som rådgiver, hvilket dermed også går imod Carsten Koch-udvalgets anbefalinger.

”Det glæder dbio, at regeringen er i tråd med holdningerne i kampagnen. Men Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og nogle af de politiske partier er imod udspillet, så vi ved ikke, hvor det lander. Derfor vil vi fortsat støtte DSA’s kampagne,” siger Camilla Bjerre.

Kampagnen fra de tre a-kasser kører på facebook: www.facebook.dk/stoploven – ligesom der også er artikler på DSA's facebook-side www.facebook.dk/dehvidesko

A-kasserne har også lavet en underskriftsindsamling for at stoppe, at lovforslaget bliver fremsat og vedtaget på baggrund af Carsten Koch-udvalgets anbefalinger.
’Stop loven - der fratager unge det frie valg’

Læs mere om regeringens nye udspil til en beskæftigelses-reform. Det vides endnu ikke, om regeringen kan finde flertal i folketinget for den nye reform.

Særligt benyttede sider på dbio.dk