Arbejdsgiver bryder regler om den gensidige informationspligt

Sundhedskartellet vinder sag om manglende informationspligt og medinddragelse i Region Sjællands beslutning om besparelse på 10 mio. kr. med afskedigelser til følge.

Nyhed

Af Helene Højgaard, juridisk konsulent

I MED rammeaftalen er fundamentet bl.a., at der forekommer reel medindflydelse og medbestemmelse samt en gensidig informationspligt på alle niveauer. Det er afgørende, når besparelser kan medføre betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og medarbejders ansættelsesforhold. Det fremgår af § 7 i MED rammeaftalen.

I den sag, som netop er afgjort, gik tvisten ud på, om medarbejderne på Næstved Sygehus, afdelingen for gynækologi/obstetrik, blev givet muligheden for medindflydelse og medbestemmelse med hensyn til krav om besparelser på ca. 10. mio. kr., herunder afskedigelse af medarbejdere på afdelingen.

Det fremgår af afgørelsen, at aftalen om besparelsen blev udsendt til medarbejderne den 3. januar 2013, og den blev uden yderligere drøftelse med medarbejderne efter det lokale MED-udvalgsmøde den 4. januar 2013 vedtaget af ledelsen den 10. januar 2013.

Uenighed om orientering

Ledelsen mente, de havde orienteret om den driftsaftale, der lå til grund for besparelserne, mens medarbejdersiden mente, at de først havde fået orientereingen, efter den endelige beslutning var truffet ved forelæggelse af den endelige driftsaftale.

Opmanden gav medarbejderne, repræsenteret ved KTO og SHK, medhold i, at besparelserne ikke var blevet drøftet inden ledelsen havde truffet den endelige beslutning, og at der derfor var sket et brud på rammeaftalens § 7, stk. 4-6, omhandlende information og drøftelse. Opmanden mente ikke, at der på MED-udvalgsmødet den 4. januar 2013 var sikret en reel mulighed for at påvirke, hvordan besparelsen på de ca. 10 mio. kr. skulle gennemføres. 

Det blev bl.a. lagt til grund, at MED-udvalget alene kunne få indflydelse på tilrettelæggelse af processen, og at det af referat fra MED-udvalgsmødet fra ledelsen var fremført, at det ”drejer sig om faktuelle oplysninger om hvordan afdelingen skal hente de ønskede knap 10 mio. kroner, og at MED-udvalget ikke har mulighed for at få indflydelse og medinddragelse på dette, men derimod har indflydelse på og inddragelse omkring, hvordan selve processen skal tilrettelægges.”

Med til at sikre indflydelse

”Det er en principiel afgørelse, da det er en tilbagevendende udfordring at sikre medbestemmelse og medindflydelse” siger Bert Asbild, der er formand i Danske Bioanalytikere.

Endvidere fandt Opmanden, at der skal betales en godtgørelse for bruddet på rammeaftalen. Med hensyn til godtgørelsen skal denne i følge MED Rammeaftalen gå til samarbejdsfremmende foranstaltninger. Alle dommere og opmanden var enige i, at parterne får mulighed for at søge at nå til enighed om størrelsen af godtgørelsen.

Sagen blev derfor udsat til den 1. november 2015 på drøftelser mellem parterne. Hvis disse drøftelser ikke fører til en aftale om godtgørelsens størrelse, afgøres spørgsmålet om godtgørelsens størrelse af opmanden på skriftligt grundlag.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk