Migrænebus henter blodprøver, mens hovedet dunker

Dansk Hovedpinecenter i Glostrup vil undersøge, hvad der sker i kroppen, når migrænen raser.

Nyhed

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

2016_01_15_Riget_Migranebus_0001 copy
I migrænebussen medbringer forskerholdert blandt andet is, centrifuge, pipetter, blodtryksmåler, migrænemedicin m.m. Foto: Ulrik Jantzen

Voldsom hovedpine, kvalme, opkastninger og behov for at søge ly i et mørkelagt soveværelse i  timer eller dage. 16 procent af Danmarks befolkning lider af anfald af migræne, men forskerne kender ikke årsagen, og der er stadig kun få muligheder for behandling. 

Dansk Hovedpinecenter står bag et nyt studie, hvor de håber, at finde frem til mere viden om, mekanismerne bag sygdommen. Det specielle ved undersøgelsen er, at forskerne i en bus med laboratorieudstyr kører direkte ud til migrænepatienterne, så de kan fange dem under et anfald.

Ph.d. og læge Emma Katrine Hansen fra Dansk Hovedpinecenter i Glostrup er projektleder for forsøget. Hun forklarer, at migrænebussen kører ud til samme patient to gange: 

”Patienten ringer til os, når de har et anfald.  Så snart vi kommer ud til patienten, tager vi et sæt blodprøver, og derefter får patienten behandling for sit anfald (en s.c. sprøjte med sumatriptan). To timer efter behandlingen med sumatriptan tager vi et sæt prøver mere”.

Hånden i isvand

En måned efter tager forsøgsteamet igen ud til patienten. De forsøger at ankomme nøjagtigt samme sted, samme tid på dagen og på måneden, og de tager samme sæt prøver, som ved første besøg. Derefter laver de en såkaldt cold pressor test, hvor patienten har hånden i isvand i max 10 min.

Emma Katrine Hansen forklarer:
”Vi tager også blodprøver efter cold pressor, fordi den dag patienten har migræne, er kroppen stresset, fordi det er ubehageligt at have migræne. Vi kan således ikke vide, om de ændringer vi finder på migrænedagen, skyldes stress eller selve sygdommen."

"Derfor skal vi udsætte patienterne for noget "falsk" stress, hvilket gøres ved isvandet, og på den måde kan vi trække stress responset fra ligningen fra migrænedagen”. Derfor skal vi udsætte patienterne for noget "falsk" stress, hvilket gøres ved isvandet, og på den måde kan vi trække stress responset fra ligningen fra migrænedagen”.

30 sjællandske migrænepatienter

Af hensyn til forsøget kan hun ikke i detaljer fortælle om analysearbejdet.

”Det vi kigger efter i blodprøverne er hhv. RNA ændringer plus en række specifikke signalmolekyler”, siger hun.

I forsøget skal indgå 30 migrænepatienter fra Sjælland. Ude ved patienterne centrifugeres blodprøverne, og de pipetteres over i mindre rør. Herefter puttes nogle af rørene på tøris, indtil de kan komme i fryserne inde på hospitalet. Det er læger eller lægestuderende, der indsamler prøverne.

2016_01_15_Riget_Migranebus_0003 copy
I migrænebussen medbringer holdet altid tøris og almindelig is, som skal bruges til den såkaldte "cold pressor test," hvor patienten har hånden i isvand i max 10 min. Foto: Ulrik Jantzen
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk