Kvalitet i alle kroge af klinikken i Aabenraa
De er frontløbere inden for forsøg med akkreditering af almen praksis; læge Uwe Jansen og bioanalytiker Birthe Clausen kender alt til, at det er tidskrævende, men også giver læring og er en investering i høj behandlingskvalitet og patientsikkerhed.
Af Helle Broberg Nielsen, journalist
”Akkreditering er ikke noget, man kan se; det handler om struktur, organisering og kvalitet,” siger bioanalytiker Birthe Clausen.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. For patienterne springer det næppe i øjnene, men når laboratoriet hos lægerne i Opnørgården har sin strategiske placering i venteværelset lige inden for indgangsdøren, så ligger der mere end én velovervejet tanke bag.
Det samme med den flaske wcrens, der netop ikke står bag kummen på patienttoilettet; det handler om service og sikkerhed, og den slags tager de ikke let på her på stedet. Men mere om det senere.
I klinikfællesskabet i sundhedshuset midt i Aabenraa fik de for nogle år siden mulighed for at tænke organisering af praksis helt fra scratch. Og det var en særdeles kærkommen anledning for praktiserende læge Uwe Jansen til at fortsætte sin mangeårige pionérindsats for ikke bare kvalitetssikring af sit og sin stands arbejde, men også for standardiseret dokumentation af samme; akkreditering.
Ved, at kvaliteten er i orden
Uwe Jansen, der driver den ene af de foreløbigt tre solopraksisser i Opnørgården, var den allerførste danske praksislæge, der lod sig akkreditere. Det skete i 2005 i hans tidligere praksislokaler, på helt eget initiativ og efter de britiske systemer HQS og CHKS som han fordanskede sammen med en kollega.
Senere har han gennemført proceduren endnu to gange. Senest da hans nuværende praksis i 2012 sammen med 25 andre praksisser prøvekørt et pilotprojekt for IKAS – Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet.
Det skete ud fra en prototype med 19 standarder fordelt på fem temaer inden for det, der er kendt som Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM. Bioanalytiker Birthe Clausen har stået i spidsen for det ”ideelle praksislaboratorium,” som de begge mener, at de nu har fået indrettet på etagen. Hun er også erfaren udi akkrediteringens kunst.
På sin tidligere arbejdsplads i en lægepraksis i Rødding, hvor hun var ansat som praksismanager, stod hun for et akkrediteringsforløb efter samme britiske model.
”Akkreditering er ikke noget, man kan se; det handler om struktur, organisering og kvalitet,” siger hun.
Se på sig selv
Uwe Jansen ved godt, at en del praksislæger måske ikke kan se visdommen i at bruge tidsressourcer på at bevise noget, som såvel patienter som politikere blot burde have tillid til. Men som han siger:
”Akkreditering skal være en læringsproces, ikke en kontrolfunktion.”
Det handler om at være indstillet på at se sig selv og sine gamle måder grundigt efter i sømmene for at blive opmærksom på, hvor der kan rettes op på fejl og sikkerhedssvipsere. Om netop sikkerhed skriver han i afrapporteringen i pilotprojektet i 2012 omkring ”Laboratoriesikkerhed”:
”Standarden er fornuftig, når man har ansat en bioanalytiker, som er skolet i alle procedurer vedr. kvalitetssikring af analyser og udstyr. Solopraksis, som ikke har bioanalytiker, er noget vanskeligere stillet.”
Klar, parat – prøvesvar
Når laboratoriet netop ligger lige inden for indgangsdøren, er det naturligvis for, at patienter kan få lavet analyser, fx urinmikroskopier, lungefunktionsmålinger, infektionstal eller EKG’er, inden de møder deres læge.
”Laboratorieydelser er et centralt afsæt for patientbehandlingen. Det giver et kæmpeløft, at der fx kan foretages en infektionsbestemmelse, mens en konsultation er i gang. Spørgsmålet, om der skal udskrives penicillin eller ej, kan afgøres med det samme. Det er bedre service for patienterne og sparer samfundet for udgifter til sygedagpenge og tabte arbejdsdage,” siger Uwe Jansen.
Også i kronikerindsatsen kan han mærke, at der er kommet en erfaren bioanalytiker inden for dørene.
”Med Birthe er vi blevet skarpere på diabetes. Hun har fået opfølgningen sat i system, så der helt rutinemæssigt foretages de relevante 3-måneders- og årskontroller.”
Og med hensyn til ovenomtalte wcrens: Den har Birthe Clausen fjernet fra patienttoilettet; under en APV (ArbejdsPladsVurdering), som hun forestod på laboratoriet og inden for hygiejneforhold i hele lægehuset, faldt hun over det kradsbørstige fluidum, som på ureglementeret, men helt vanlig vis var endt inden for rækkevidde af fx små børn. Ingen vil savne flasken; kvalitetssikring er som sagt usynlig for det blotte øje.
Artiklen er oprindelig bragt i artikelhæftet "Styrk almen praksis" i november 2014
Praktiserende Lægers Organisation har i overenskomstaftalen (2014-17) med Danske Regioner aftalt, at almen praksis skal akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).
Kvalitetsmodellen implementeres over en fireårig periode, senest 31. august 2018. Det betyder, at sikkerhed og kvalitet i processer og ydelser skal kunne dokumenteres.
Dataopsamling via f.eks. Datafangst skal integreres i DDKM, og lægens arbejde med disse oplysninger skal være et bærende element i kvalitetsarbejdet. Læs mere på www.ikas.dk.
