dbio mener: Forsvaret svigter den danske model i ebola-indsats

Det første hold af dansk sundhedspersonale skal snart til Vestafrika og bekæmpe ebola. Men deres kontrakter er endnu ikke på plads. Forsvaret svigter den danske model, mener dbio.

Nyhed
Bert2_2014_web

”Det er uanstændigt, at Forsvaret ikke har indgået en aftale med fagforeningerne for sundhedspersonalet inden, at man sætter det første hold i gang. Der er en række vilkår som blandt andet løn og pension, som ikke er på plads endnu,” siger formanden for Danske Bioanalytikere, Bert Asbild.

dbio har været til to orienteringsmøder hos Forsvaret i forbindelse med den forestående udsendelse af sundhedspersonale til Vestafrika, men det har ikke været muligt at indgå en fælles aftale, da Forsvaret kun ønsker at indgå individuelle kontrakter.

Hovedbestyrelsen i dbio – danske bioanalytikere – har netop drøftet Forsvarets udspil og mener, at Forsvaret er med til at undergrave den danske model, når de dikterer løn- og arbejdsvilkår, og ikke vil indgå en aftale med de faglige organisationer.

Lavere løn end sygeplejersker

Som en konsekvens af de manglende forhandlinger mellem Danske Bioanalytikere og Dansk Sygeplejeråd på den ene side og Forsvaret på den anden, er bioanalytikerenes månedsløn ifølge Forsvarets kontraktudspil 5000 kroner lavere end sygeplejerskernes, når de deltager i den humanitære mission i Vestafrika. Dertil kommer usikkerhed om pension, ferie, opsigelse med mere.

”Det er rigtig svært for os at anbefale vores medlemmer at blive udsendt, når løn- og arbejdsvilkår ikke er på plads. Forsvaret har ikke ønsket at indgå en aftale med os, og på den måde svigter Forsvaret den danske model,” siger Bert Asbild, der er formand i Danske Bioanalytikere - dbio.

Er bioanalytikere mindre værd? 

”Vi ved, at lønnen ikke er afgørende for vores kolleger, når de lader sig udsende, men lønforskelle signalerer forskelle i værdi af arbejdet, og det er svært at acceptere,” siger Bert Asbild.

Det første hold af sundhedspersonale fra Danmark, der skal bekæmpe ebola, er allerede i gang med forberedelserne – heriblandt to bioanalytikere. 

​D. 10/12: Lønforskellen er rettet fra 5500 til 5000 kr.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk