Hvorfor blive repræsentant?
Der kan være mange grunde til at stille op til valg af tillidsrepræsentant (TR), TR-suppleant eller arbejdsmiljørepræsentant (AMiR).
Først og fremmest skal du stille op, fordi du har lyst til at have indflydelse på dine arbejdsvilkår og arbejdsmiljøet på laboratoriet, og fordi du vil gøre en forskel på din arbejdsplads - for dig, dine kolleger og laboratoriet.
I rollen som repræsentant vil du blive involveret i mange forskellige opgaver og situationer, hvor du kan få indflydelse på dine og kollegernes arbejdsvilkår og arbejdsmiljø med videre. Du skal også have lyst til at prøve kræfter med nye opgaver, som relaterer sig til dit arbejde som bioanalytiker og samtidig er ret forskellige fra dine daglige bioanalytikeropgaver.
Som repræsentant skal du samarbejde med ledelsen, med din TR eller AMiR, med andre repræsentanter fra Danske Bioanalytikere og repræsentanter fra andre faglige organsiationer - og du skal ikke mindst hjælpe dine kolleger. Du skal have lyst til at indgå i forhandlinger og samarbejde med forskellige parter.
At være repræsentant kan være en del af dine faglige og personlige udvikling. Du vil udvikle og styrke dine kompetencer, ikke mindst kompetencer du ikke bruger så ofte i dit arbejde som bioanalytiker.
Som valgt repræsentant får du tilbudt at deltage i Danske Bioanalytikeres organisatoriske kurser, som er lavet specielt til repræsentanterne - der er kurser til TR, AMiR og TR-suppleanter.
Som TR eller AMiR får du støtte og hjælp fra Danske Bioanalytikere. Der er netværk for repræsentanterne i hver dbio-region, og du har desuden din fællestillidsrepræsentant (FTR), regionsformand og sekretariatet i Danske Bioanalytikere at trække på - du kommer ikke til at stå alene med dine opgaver.
Der er naturligvis forskel på at være TR, TR-suppleant og AMiR. Opgaverne er forskellige, selv om der også er en del overlap og gode muligheder for samarbejde.
Specielt om TR
Du har også opgaver inden for arbejdsmiljøområdet, hvor psykisk arbejdsmiljø og trivsel på dit laboratorie falder ind under dine opgaver. Det vil være oplagt at samarbejde med AMiR'en og din leder om dette.
Specielt om AMiR
Danske Bioanalytikere opfatter dig som sin repræsentant indenfor arbejdsmiljø på arbejdspladsen. AMiR er dermed en vigtig kilde til information om arbejdsmiljøet på laboratorierne, så Danske Bioanalytikere kan arbejde målrettet med det forebyggende arbejdsmiljøarbejde.
Som AMiR arbejder du tæt sammen med arbejdslederen i arbejdsmiljøgruppen (AMiG). I fællesskab varetager I alle de opgaver, der relaterer sig til det fysiske/ergonomiske arbejdsmiljø, det kemiske arbejdsmiljø og det psykiske arbejdsmiljø, hvor emner som stress, trivsel, samarbejde m.v. hører under.
Du vil i hverdagen kunne have stor glæde af at samarbejde med din TR, da mange af jeres opgaver overlapper hinanden, og jeres videnfelter supplere hinanden rigtig godt.