Hjemme-blodprøver i hele regionen

dbio-midtjylland har kæmpet for det længe. Nu er det lykkedes: Region Midtjylland har besluttet, at borgere i hele landsdelen nu skal have mulighed for at få taget blodprøver hjemme hos dem selv, hvis de har svært ved at transportere sig.


Hidtil har den service været forbeholdt 60 % af regionens borgere med den tætteste dækning omkring Aarhus. Nu kommer de sidste 40 % også med.


Forbedringen omfatter et område med lidt over 500.000 borgere. Halvdelen af dem bor i den del af regionen, der betjenes fra Hospitalsenheden Vest i Herning og Holstebro.


Et forsøg

I første omgang er der tale om en forsøgsordning på ét år. Men hensigten er at gøre tilbuddet permanent.


Nogle af de nye områder gik i gang i slutningen af januar eller begyndelsen af februar. Der er leaset biler og gjort andre forberedelser.


Regionsrådet har bevilget penge til den udvidede mobile ordning. Men nogle laboratorier føler, at de ikke får tilstrækkelig ekstra midler. Dermed kommer bioanalytikerne under pres.


Det er dbio-midtjylland opmærksom på. Vi følger situationen nøje. Vi har allerede diskuteret den med regionsrådsmedlem Anders Kühnau, som deltog i en del af et af vores bestyrelsesmøder.


Trives med travlhed

Samtidig må vi nok erkende, at når der tages nye initiativer, så er det sjældent, at hele budgettet følger med fra centrale kasser. Det enkelte arbejdssted skal også bidrage. For eksempel ved omorganisering, nytænkning og effektivisering. Et andet dilemma er noget, som flere og flere mærker: Selv om du og jeres arbejdsplads har travlt i dag og er fyldt op med opgaver, så kan det være nødvendigt at tage initiativer og putte mere på. Ellers er risikoen, at der bliver for lidt at bestille om for eksempel et år.


Et pres

dbio-midtjylland prøver hele tiden at finde nye steder, hvor bioanalytikerne kan udnytte deres viden og kompetencer. Det kan på nogle laboratorier måske opleves, som om de er under krydspres.


Men er alternativet bedre? Andre steder i landet kører Falck rundt og tager blodprøver. Skal vi overlade arbejdet til reddere?


Er patienterne og bioanalytikerfaget ikke bedst tjent med, at blodprøverne tages af bioanalytikere?​

Særligt benyttede sider på dbio.dk